Dynamisk typologisering:
Modellen leverer en metode og model, som belyser hvordan vi mennesker reagerer i mange forskellige situationer. Ved hjælp af modellen kan vi bedre forstå såvel egne som andres adfærdsmønstre, følelsesmæssige reaktionsdannelser, og kognitive struktur. Forskellige måder at kommunikere på, at lave sprogspil på.
Modellen hjælper os til at forstå vor generelle personlighedstype – prototype – ved at beskrive og fremstille nogle overordentligtgenerelle karakterstrukturer, personlighedsprofiler og adfærdsmønstre. Der er tale om generaliseringer- ingen individer er præcist som det beskrevne. Individer er heldigvisunikke smukke variationer over disse mønstre. Der er jo tale om enmodel – vi vil aldrig få hele omfanget af vor psyke og natur klarlagt. Altid har vi kun fragmenter.
Tesen er – at for at forstå, hvorledes man kan bryde “jeg’ets”eller personlighedens (personaens) omklamring af den enkeltes mentale ogfølelsesmæssige liv og kropssprog, må man kende sin mentale fiksering. Den enkelte har udviklet et ubevidst jegideal, som i grunden virker som en erstatning, en fiksering, en rutinemæssig adfærd,en bestemt måde at tænke og føle på, som blokererfor videre vækst. Man kar udviklet en coping strategi i relation tilsine omgivelser, som bygger på bestemte forsvarsmekanismer.
Forsvaret er nødvendigt – men kan overdrives. Idet det mentale selvbilledelægger et yderligere låg på ens kreativitet og adfærdoverfor andre, udover det udefrakomne pres som man i situationer kan opleve.
Et centralt element i modellens model er tesen om, at den enkeltes hovedbeskæftigelse,altså det der først og fremmest optager den enkelte i dennes daglige “objektsøgning”, betragtes som et tabt eller beskadigetaspekt af ens “essens”.
Modellens typologiseringspunkter repræsenterer aspekter af “essensen”,som er beskadiget, men som kan kontaktes på forskellig vis. Søgningenefter et bestemt aspekt motiveres af det indlysende faktum, at man lidersavn under aspektets fravær. For at udfylde følelse af ubehagog tomhed, søger den enkelte i overensstemmelse med sin fikseringubevidst efter noget, der kan erstatte ubehaget og tomheden. Det er derformuligt at benævne de kvalitative aspekter af mental eller følelsesmæssigkarakter, som de enkelte personlighedstyper ubevidst bevæger sig fremimod. Disse kvaliteter er ganske enkelt det modsatte af det mest beskadigedeaspekt af essensen.
Pointen er, at mere eller mindre ubevidst koncentreres – fikseres – opmærksomhedenomkring den mest beskadigede del, således at man udvikler aktiviteter,der kan mindske ubehafet eller angsten, som omgiver den del af vedkommendesliv. Er man f. eks. kronisk angst og bange, lider man under tabet af barnetsoprindelige “tillid”. Lider af mistillid til andre og til sineomgivelser. Og søgning efter “mod” kan blive til et motivi livet. Og det betyder dermed videre, at lære “tillid og intimitet”er midlet til at overkomme sin fiksering. “Jeg’et” har udvikletforskellige angst-reducerende eller situations-kontrollerende mekanismer,der kan klare forskellige typer modstridende krav, og det er disse der erblevet til dele af selv-begraget.
Hvert individ, alle mennesker benytter ubevidst flere forskellige typer af forsvarsmekanismer, men i modellens typologiseringforsøg synes en enkelt forsvarsmekanisme hos den enkelte, at være mere udtalt og fremherskende end andre, og det er med til kraftigt at forme personens fiksering. Og dermed bag om ryggen og hen over hovedet at bestemmeog styre tanker og adfærd omkring det daglige objektsøgningsarbejdemed at “hele” det beskadigede aspekt.
Der ligger en historie bag modellens tilblivelse – en historie som let fortaber sig i en mytisk og mystisk oprindelse – at det i dag er svært at sige, hvem der har “opfundet” hvad. Modellen leverer noglegrundprincipper og det er så op til læsereneller brugerne at læse og fortolke modellen og kritisk vurdere deresegen situation og hverdag derudfra. Der er altså – for mig at se -langt fra tale om nogen videnskabelig, fast og entydig, eviggyldig forklarings-manuali “scientistisk” naturvidenskabelig forstand med definition ogklassifikationer – men om let hermeneutik der lever af poesi, metaforerog kreative myter.
Modellen er en gammel opfindelse, angiveligt udviklet for 2000 årsiden af Sufi’er i Afghanistan, og er gennem tiderne blevet forklaret, vurderet og ændret, overleveret mundtligt fra lærer til elev.
Den version vi finder i vesten i dag bygger på de oplysninger ogøvelser Bolivianeren Oscar Ichazo introducerede omkring 1970 tilen række Amerikanske lærere og videnskabsfolk fra bl.a. EsalenInstituttet i Big Sur, Californien. Blandt disse John C. Lilly og ClaudioNaranjo, som så en sammenhæng mellem modellens typologiseringog de psykotiske tilstande, som beskrives i den officielle (og berygtede)American Diagnostic and Statistical Manual (DSM-IV).
Modellen har mange fælles træk med den tradition og formation,som Gurdjieff anvendte i sin undervisning i Europa i 1920erne, og som skullebygge på en tradition der stammer fra Sufi-selskaber såsom Naqshanbandi og Sarmouni.
I 70erne blev en række Arica Trænings centre oprettet afIchazo i USA og man en række lignende enneagram-typologiseringer blevanvendt i undervisningsprogram. Typologiseringer man siden søgteat tage patent på. Endvidere har en række Jesuitter munke (bl.a.Bob Ochs) ved Esalen Instituttet, Cal. USA arbejdet videre med modellen.
Med baggrund i især Claudio Naranjos undervisning i modellen i70’erne er en række bøger udkommet, hvor elever, psykologerog lærere har fortolket og videreudviklet modellen. Charles Tart, Katleen Riordan Speeth, Helen Palmer, Margaret Fringes Keyes, Richard Risohar alle bidraget videre med studier og analyser, der har givet modellenen form, som gør modellen meget praktisk anvendelig.
Betegnelsen “Enneagram” kommer fra græsk “ennea”som betyder ni, og “gram” som betyder punkt. Hovedtyperne er 3 – 6 – 9.
