Stern
Stern definerer selvet, som et gennemgående opnærksomhedsmønster, som emergerer i forbindelse med et spædbarns handlinger og mentale processer. En form for organisation, en organiserende subjektiiv oplevelse – som senere vil blive omtalt som “selvet”, et præ-verbalt eksistentielt modstykke til det objektiverbare, selvreflektive og verbaliserbare selv. Hvilke selvoplevelser optræder eks. præ-verbalt og som omformes?
Stern er her nærmest Mahler og Klein med fokus på selvet, men med afstand til Freuds og Eriksons teorier, der arbejder retrospektivt/bagud i tiden. Stern er mere prospektivt oienteret med fokus på selvfornemmelserne. Ikke en udviklingsmodning med bevægelse fra et stadie til et andet, der opløser hinanden med specifikke proto-kliniske problemstillinger og udvikling af patologi og fikseringspunkt. Stern ser ikke livsfaser , men livstemaer – forstået som tilpasningsmæssige opgaver, der viser sig i takt med barnets fysiske og mentale evners modning. Og opstiller fire basale selv-oplevelse, selv-konstanser, som hvis de forstyrres eller beskadiges kan føre til patalogi:
Selv-handling: udgangspunkt for handling, vilje og kontrol vs. miste kontrollen til ydre agenter, ensomhed
Selv-sammenhæng: en fysisk helhed med grænser, hvorfra sammenhænende handlinger udgår vs. depersonalisering
Selv-affectivitet: oplevelse af følelser/affekter som følger visse mønstre og hører sammen med andre dele af selvet vs. spaltede personlighedstilstande
Selv-historicitet: kontinuitet på trods af forandring, at være blivende ved med at være vs. tågetilstande, hukommelsestab
Stern har i sin bog opstillet en deskriptiv og teoretisk foreløbig model, en taxonomi over det præverbale barns oplevelser og udviklingsmæssige transformationer. Stern taler om selv-udvikling (fornemmelse af proces – organisation og dets resultat) når der sker en gradvis vækst i rådighed over egne livsbetingelser i forhold til det objektivt mulige og under hensynsagen til dem, man deler vilkår med. Barnet er aldrig i symbiose, men altid med klar differentiering mellem selv og anden. Symbiose kan først opleves efter dannelse af et kerneselv, som resultat af aktivt at organisere oplevelsen afselv-være-sammen-med-anden og ikke noget resultat af passiv mangel i evnen til at differentiere selvet fra den anden. der er ingen oprindelige symbiose og efterfølgende seperation/individuation som hos Mahler og Klein, men som hos Bowlby fra starten differentiering og senere symbiotisk tilknytning. Dimensioner i udviklingen af selvbestemmelse hos stern:
at have føling med sig selv og kunne give údtryk for egene følelser, behov og interesser
situationsbevidsthed, at kunne gennemskue en situation og få øje på dens praktiske og sociale muligheder
at kunne sige nuanceret til og fra i forhold til andre også til oplagte tilbud
et vist risikoberedskab og mod til at tackle nye udfordringer
handlen på baggrund af en bred og sammenhængende erfaringsverden
en rettehed mod idealer og bestemte mål
På baggrund af udviklingen af nogle selv-konstanser kan de første års udvikling frem mod et selv beskrives med Stern i fire sensitive faser eller faser, der opstår/emergerer succesivt i løbet af de første 2 år – ikke som stadier, men som aspekter ved eller som sidedannende dele af et sammenhængende selv. Alle fire afgrænser og definerer selvoplevelsen og den social kontakts forskellige områder.
DET GRYENDE SELV: Fra 2- 3 mdrs alderen en episodisk hukommelse: kan genfremkaldes ved lignende omstændigheder, generaliseret hukommelse.Følelser, sansning, senso-motoriske begivenheder og erindringer. der dannes flere integrative netværk, altså endnu intet som omfatter et enkelt og subhjektivt perspektiv.
KERNESELV: 1. subjetive organiserende perspektiv fra 2 – 9 mdrs. alderen en struktur der dannnes pga flere ens “episoder”. sammenhængende, vilesbesemt og fysisk enhed med særegne følelser. Fungerer udenfor bevidstheden. Når dette felt dannes, ændres den subjektive verden og de interpersonelle oplevelser finder sted i et andet felt: kerne-relateringens domæne. Fysisk nærvær, handlen, følelser og kontinuitet. En individuel og personlig forventning om hvordledes tingene sandsynligvis vil ændre sig fra det ene øjeblik til det andet. RIG – repræsentant for interaktion, der er blevet generaliseret. Selvhandling frem, mod et kerneselv.
DET SUBJEKTIVE SELV: 2. organiserende perspektiv.Fra 9 – 12 mdr. Intersubjektivt – stadih udenfor bevidstheden, ingen verbalitet, Subjektivt mentale tilstande – følelser, motiver, hensigter som ligger bag de tidligere fysiske begivenheder. Sindstilstande an aflæses og sammenlignes. Nye interpersonelle evner: opmærksomhed på at være sa,men, tillægge andre hensigter og motiver, andre selvstændige følelsestiolsande. Styrer manifest adfærd. det subjektive selv (blikretnng) Ikke selv-refleksivt, men en gennemgående opmærksomhedsmønster, med eget selv som genstand for reflektiob.
DET VERBALE SELV: 3. organiserende perspektiv på selv-anden. Oplevelsen af at have personlig viden om selv og omverden. Viden kan gøres konkret og gengives i sy,mbolsk sprog. Vernalt selv giver verbale relateringsmuligheder, nye interpersonelle færdigheder, objektivisere selvet – selv-refleksivt, forstå og producere sprog. Fra 12 – og opefter: det verbale selv der kan tænke refleksit. med sproget får man et middel athente andres meninger, indgå i erfaringsudveksling, uddyber en fælles verden.
Der er tale om forandringspunkter, væsentlige ændringer i selvoplevelsen, hvor barnet også opleves forandret af forældrene/andre. I de første måneder sker en stadig vekslen i samspillet melem barn og andre, hvor begge parter øver indflydelse på hinanden. Fremkomsten af ny adfærd hos barnet, en organisatorisk forandring inde i barnet gør at forældre tillægger barnet en ny personlighed, fortolker barnet anderledes og behandler der i overenssemmelse hermed. Spædbarnet optræder som har det fået en ny fornemmelse hvem det er og hvem forældrene er og en anderlees fornemmelse af det samvær der kan forekomme. Ved ni måneders alderen ses en ændring i selvfornemmelsen. Barnet får anelse om at det har et eget indre subjektivt liv. Fra 9 til 18 måneder er udviklingen primært viet til uafhængighed, autonomi eller individuation.
Den ødipale kloning
Stern gør tydeligt opmærksom på at han ikke deler udviklingspsykologiens anskuelser om udviklingsfaser jvf. Freuds psyko-seksuelle udvikling og Eriksons epigenetiske udvikling. For Stern er der tale om problemstillinger, som sker livet igennem. Forandringer i barnets nærvær og selv-følelse kan ikke henføres til overgange fra en udviklingsfase til en anden. I stedet henføres de væsentligste forandringer til barnets erhvervelse af nye fornemmelser af selvet. Der er vel at mærke ikke tale om succesive faser, der erstatter hinanden, men er fornemmelsen een gang dannet, virker den og er aktiv livet igennem. De bliver alle ved med at vokse og eksistere sammen. Små børn besidder et aktivt erindrings- og fantasiliv – men optaget af faktiske begivenheder – der er ingen ønskeopfyldende fantasier (Freud).
Det lille barn er en forsker/realitetstester – virkeligheden er på dette tidspunkt ikke forvrænget af forsvarsmæssige grunde. Forsvarsmekanismer, spaltning, defensive eller paranoide genfidnes ikke hos spædbarnet før efter ca. 2 år – når evnen til symbolisering og sprog emergerer.
Sterns tese er at kliniske rekonstruktioner bør søge patalogiens oprindelse på selvoplevelsens områder. Idet de trad. klinisk udviklingsmæssige problemstillinger (såsom oralitet, autonomi og tillid) ikke betragtes som aldersspecifikke, følsomme perioder, men findes livet igennem, kan henvisning til disse faser ikke benyttes som forklaring for senere opdukkede kliniske problemer. Autinomi og tilknytning bearbejdes indenfor alle relateringsområder: kerne = fysisk intimitet, fysisk behag; subjektivt = empati, føles rigtigt; verbale = intime, dele meninger. Hver enkelt problemstilling har sin egen udviklingslinie og relateringsområde og bidrager til at danne udviklingslinie. Udviklingspsykologien har ikke frembragt så megen sikker viden, som man undertiden gerne tror. Men der hersker nu i en stor enighed om, a spædbsarnet er aktivt, i høj grad selvregulerende i sit forhold til omverdenen, er inddstillet på, behov fopr menneskelige relationer og socialt samspil, mor-barn samspillet er præget af gensidigt engagement, afstemning af udspil og reaktioner. det dialogagtige samspil en af de væsentligste elementer i udviklingen. Patalogi kan ikke forudsiges på baggrund af trad, klinisk-udvikoingsmæssige retninger.
Udviklingen i forskningen synes at have en særlig sensitivitet overfor truslen om løsningen af båndet til moderen. Truslen kan kommunikeres på mange måder som kun kan forstås situationistisk, indenfor den kulturelle kontekst. modren kan søge at opdrage barmnet til at indgå i større sociale enheder – eller vægte individualisering. Er modereen egocentrisk eller opmærksom på sociale forpligtelser, selvudtryk, selvstændighed, personlig identitet. Meget taler for at tesen om det tidlige barndomsforholds afgørende beydning for det voksne menneske væremåde er blevet noget overfortolket. Det viser sig i dag at de allerfleste børn, som vokser op under belastnende forhold alligevel formår at hævde sig som voksne uden personlighedsforstyrrelser. Det er de aktuelle situationer man befidner sig i, der er betydeligt mere bestemmende fr et individ sociale og psykologiske adfærd.
Coping strategies
Opmærksomhedsstrategier betegner potentielle måder for barnet at samle indformation på. de ydre stimuli afstemmes de indre vitalitetsfølelser. der sker altså ingen “internalisering”, barnet som en svamp der bare suger til sig, men tale om et subjektivt kompromis. Der er ingen perception uden betoning. Ikke – det har jeg set før! men den følelse det her giver mig kender jeg som god/dårlig – lyst/ulyst. Følelserne er den bagvedliggende patch-work, hvorpå der sys nye lapper, der igen forandrer baggrundstæppet. Et følelsernes systemkonstrukt i stil med Kellys kognitive model. En spændingsfølelse har karakter af ulyst, og det er denne trang til forandring af den psykiske situation der virker drivende. Tone giver retning. Episodisk hukommelse og RIG og selv-fremkaldt ledsager.
Vi har nogle vitalitetsfølelser der eksisterer livet igennem i stadig forandring og nye dimensioner. Fra barnets amodale perception sker er sekularisering af sansemodaliteterne, der sker en effektkategorisering, sproget kommer til. Bag det kognitive ligger livet igeggenm er betoningsdimension, en slags intuitiv logik. Et hysterisk tilfælde vil således altid indeholde dimensioner af såvel fysiske som verbale udladninger, hvor følelserne kan være mere eller mindre i opmærksomhedsfokus.
At blive voksen, et modent subjekt, opbygningen af en personlighed sker social kloning. En betegnelse for den proces hvorigennem den enkelte tilegner og tilpasser sig sine omgivelser, gennem indlæring af roller, sociale regler og tilegnelse af normer, vurderinger, holdninger. Social kloning betegner den proces, der sætter individet i stand til at begå sig i socialt samvær med andre gennem opbyggelse af en “ansvarlig” personlighed.
I denne individopfattelse spiller miljøet, de ydre stimuli og herunder især gruppepåvirkninger en altafgørende rolle for individets udvikling. Påvirkning fra en tilhørsgruppe/familie indeholder synes at udgøre det stærkeste incitament i dannelsen af personens adfærd og indstilling. Omgivelserne og gruppen udsætter den enkelte for et pres, og denne må foretage nogle valg for at overleve. I gruppen spiller man forskellige roller bestemt af de forventninger gruppen har til en. Gennem forskellige valg gøres der erfaringer, som gemmes som erindring/hukommelse og danner baggrund for senere adfærd og meninger. En lidt simpel “stimuli/respons” model. Man er det, de andre gør en til igennem deres opfattelse og deres påvirkning af en. Man konstruerer sig modeller om de andres konstruktioner af en selv.
Det sociale miljø udgøres af den kreds af personer, som individet omgås og identificerer sig med. Man interesserer sig derfor fortrinsvist for interaktionsstrukturer i sådanne grupperinger – er der ambivalens, konflikter mellem et eller flere sociale systemer, mellem gruppemedlemmernes rollefordeling og forventninger til hinanden? Interesserer sig for individets udviklingsfaser og livscyklus, primærsocialisering og sekundærsocialisering og gruppernes udviklingsfaser – f. eks. familiens livsløbs-cyklus.
Der skelnes mellem dels medlemsgrupper såsom familie, fritidsklubben, venner i fritiden, klassekammerater, politisk forening, hvor påvirkningen sker gennem mere formelle sanktioner såsom karakterer, bøder, straf og/eller uformelle sanktioner som f. eks. Misbilligelse, social isolation mm. og dels referencegrupper, som punkere, rockere, sportsfolk, filmstjerner, hvor påvirkning sker gennem identifikation, efterligning og indlevelse.
Motiverne bag individets valg, adfærd og handlinger tilskrives opfyldelsen af behov som f. eks. kærlighed, tryghed, social anerkendelse og samhørighed. Årsagen til asocial adfærd, neuroser og psykiske lidelser forklares i følge den behavioristiske retning, som mangel på tilfredsstillelse af sådanne behov, som individet derfor skal/bør lære at tilfredsstille på en “realistisk” måde, lære at foretage de “rigtige” valg. En socialpædagog, en lærer eller myndighed involverer sig og lærer den enkelte at være/blive voksen og ansvarlig for sine egne valg, handlinger og udvikling. Den unge mand stak den gamle kone ned med en kniv fordi han var ulykkelig, han var ulykkelig fordi han var uansvarlig! Individet socialiseres derigennem til at indgå gnidningsfrit i et socialt system – men desværre ofte uden særlig hensyn til om dette “system” rent faktisk formår at dække individets behov og ønsker. Socialiseringsprocessen indebærer derfor negativt set en underkastelse af den enkelte under den sociale kontrol, den enkelte så at sige “betinges” til at reagere forudsigeligt på belønning og straf, lærer at værdsætte og begære det som “andre” er enige om er værd at begære. Målet er at udvikle et modent individ med passende jeg-styrke som ikke skal kontrolleres og overvåges hele tiden.
