4. Artisten
Den kreative-individualistiske-indadvendte-depressive-person
Resume: Artist, kreativ, intuitiv og depressiv. Den tragi-romantiske. Lidenskab: misundelse. Stræber efter det uopnåelige. Idealet er aldrig her og nu. Er aldrig tilfreds i nuet, ser altid frem mod en lykkeligere fremtid. Tragisk, sorgmodig, artistisk, følsom, længsel efter en fraværende elsker, tabet af en ven. Trækker sig resignerende tilbage, dramatiserer følelser. Er meget kreative og i stand til at hjælpe andre gennem deres smerte. De elsker det smukke, skønhed,og et passioneret liv: fødsel, sex, død.
Frygt og ønsker: At være mangelfuld, at forstå sig selv.
Selvopfattelse: Jeg er følsom, giver mig hen til fantasier. Jeg er “første”klasse, og tilhører en særlig “elite”.
Muligvis negativ overfor begge forældre. Husker som barn at være blevet “forladt” og misforstået og lider under en følelse af tab og afsavn. Manglede “rolle-modeller” under opvæksten og måtte selv skabe sig en identitet ved at kigge indad i følelser og fantasi. Har tidligt oplevet tab, f. eks. Mistet en forældre (sandsynligvis faderen) gennem skilsmisse og derigennem mistet noget selvværdsfølelse. Tilbeder faderen, som pludselig vender sig bort. Vreden over tabet vendes indad. Føler de mangler noget som andre har. Dvæler ved “tabt” oprindelig kærlighed, og fantaserer urealistisk om fremtidige forhold. Følelsen af tab resulterer i tilbagevendende depressioner langt ind i det voksne liv. To typer: den fundamentalt deprimerede, “forvirrede husmor”, som trækker sig ind i sig selv, og den analytisk hyperaktive,som på overflader ikke ser “syge” ud, begge er stærkt følelsesmæssigt svingende typer.
Tiltrækkes af det fjerne og “uopnåelige” og affejer det som er tilgængeligt som uden værdi. Dvæler hele tiden ved det negative i situationen. Nuet har altid “mangler”, og det fremkalder irritation og vrede. Finder hurtigt fejl og flytter opmærksomheden over på “længslen” – venter på at livet skal begynde. Beslutninger træffes mere på baggrund af skiftende følelser, end opfattelsen af aktuelle facts. Deprimeret, ruger overfortidige fejltag. Enten ved at isolere sig og “søge livetsmening” og/eller gennem hyperaktivitet, gennem kreativ udfoldelse, religion, ritual og kunst. Lever i følelsesmæssige ekstremer, sjældent midt i mellem.
Melankoli opleves “behageligt”, som en sød atmosfære af sky bedrøvelighed. Holder verden på afstand, men ikke forlangt, ellers ryger de ud i store depressioner. Har svært ved at vise intimitet, som kan udløse angst for at blive nedvurderet og efterladt. Følelser overdramatiseres, man forestiller sig altid det værste, vreden udtrykkes gennem verbal sarkasme, andre skal såres.
De føler sig fremmede, som udenforstående, men samtidig som værende noget enestående og unikt, fordi de ikke kan affinde sig med det “almindelige”, som normale “flade” menneskergør. Leder efter autencitet, leder efter et det manglende led, som skal gøre dem lykkelige; det nuværende er ikke det rigtige, ens rette selv vil dukke op en gang i fremtiden, når den rette “elsker” dukker op. Evindelig selvkritik gør, at de ofte længe er inaktive og giver en følelse af hjælpeløshed. Lidelserne gør dem sensitive overfor livets store essentielle spørgsmål og de fine følelser lader sig oversætte i artistisk udtryk, kunst, religion og litteratur etc. De har udviklet en fintfølende æstetisk sans. Den tragi-romantiske kunstner-type, der taler om selvmord som en mulig udvej. Men de er samtidig også sensitive overfor andre menneskers følelser og har derfor evnen til at støtte og hjælpe andre i krise.
Føler sig såret når fødselsdagen overses af vennerne, små kritiske bemærkninger fører let til isolation. Kan lide at gøre sig “vanskelig” og udtrykker derigennem en sær masokistisk tendens omkring deres egen selvværds følelse. Masokisme og vrede fører til situationer, hvor sarkastisk selvhævdelse, hævn kan udtrykkes. Er misundelig på andre, som ikke er “handicappet”som de selv og som bare har det hele.
Ignorerer de små autoriteter, men respekterer den store “elite”. Regler gælder kun for de andre. Har behov for at være anerkendt og elsket af fremtrædende personer, som de respekterer og som har”særlig dybde”. Intens selv-kritik. Dvæler ved et problem, vender og drejer det og kommer ikke længere. Det negative forstørres op, f. eks. synes mange at lide under anorexi nervøse,føler sig tykke og grimme, når de rent faktisk er ganske normale. Leder efter en “magisk” kur. Utålmodig og irriteret overordinære følelser, disse skal forstærkes gennem fantasi og drama. Forfører og afslår, finder fejl hos andre, inden de når at skubbe en væk. Har vanskeligt ved at etablere langvarige venskaber. Kan lide at bevæge sig lige på grænsen af “nederlag”, dvs. at tage chancer, som er spændende på trods/på grund af muligheden for nederlag og store tab.
Sprogspil: Beklager sig. Lukker øjnene og giver agt på følelserneog fortæller jammerlige historier. Taler i timevis i telefon. Indstiller sig hurtigt på den andens følelser. Har en bidende, sarkastisk humor, som afslører en indre vrede. Gode råd afvises. De præsenterer sig i deres påklædning som “anderledes”, en særlig elegance, eksklusive garderobe, der efterligner modebladene “indadvendte”arrogance. Bruger tid på at sminke sig. Finder en “stil”, der er unik nok til at kommunikere en “forladt outsider” og samtidig et prestigefyldt individ, som ikke er underlagt de normale regler. “Modemærker”der siger noget. Også “brugt” tøj anvendes med stil.
Desintegration: Når de bevæger sig nedadgående og dysfunktionelt som følge af følelsesmæssig sammenbrud, føler de sig ofte fortvivlede over ikke at kunne aktualisere sig selv. Hader sig selv. Søger ud af isolationen ved at række ud efter andre, for at finde en at elske. Kan ikke fungere på egen hånd og får andre til at tage sig af en; men problemer opstår, når også “hjælperen”skubbes bort. Begynder at hade den, man lige har gjort sig afhængig af. Er hypersensitive overfor kritik, såres let, har svært ved at skabe kontakt. Holder sig udenfor, er sky og reserverede. Selvmordstanker, psykiatrisk institutionalisering.
Integration: Går de mod integration styrkes selvdisciplinen, kontrolleresikke længere af skiftende følelser. Kan tænke objektivt.Føler sig ikke længere så “udenforstående”,men skaber sig selv i plads i verden. Holder op med at fantasere over livet,og begynder at leve det. Den følelsesmæssige rigdom udløserstor kreativitet.
Typisk forsvarsmekanisme: Introjektion, dvs. en slags “identifikation”der sker meget tidligt og spiller ind ved psykose lignende strukturer, svære depressioner. Introjektion finder sted tidligere end “identifikation”, før de perceptive og kognitive evner udviklet tilstrækkeligt til at kunne genkende “rolle-aspekter” i interaktionsformen, som jo er en forudsætning for identifikation.
Internalisering af følelsesmæssige mønstre orienteret omkring genstande. Man taler også om “introjektion”,når det drejer sig om inkorporering i jeg’et, “identifikation”når det drejer sig inkorporering i overjeg’et. Ofte udløst af tabs-oplevelser, en elsket forældres død, som man indvendigtholder i live gennem identifikation for at undgå “sørgearbejdet”(f. eks. Maskulinisering af en datter, der identifikatorisk bearbejder faderens død). Sublimering i form af flugt fra omverden, anstrøg af det åndelige som forklaringsmekanisme, med narcissistiske træk omkring det at tro sig ædlere end “almindelige”mennesker.