Psykosemiotik – den terapeutiske fortælling. Verdenslitteraturen er den ypperste kilde til viden og indsigt i de personlige reguleringskatastrofer, jeg-fortællinger. Ser den som et Stillehav man kan dykke ned i på må og få, pjaske i overfladen eller søge dybderne. Et ocean der stadig fyldes, som bliver større og større og som idag undergår stadig nye forandringer pga de teknologiske landvindinger mht kommunikationens formsprog (edb, internet og tv). Litteraturvidenskaben søger ny betydning og producerer af det forgangne stadigt nyt.
Semiotik er læren om tegn og sprogspil, og hvordan tegn udtrykker mening – relation mellem bevidsthed, skema, sprog og tegn, tegn og deres betydning og sammensætning til betydning. Betydning formidles gennem tegn og systemer af tegn. Analysen fremstiller en dybde-struktur bag handlingens, fortællingens overflade. Der opstår en ny fortæling, der fremkommer gennem en abstraktionsproces på et strukturelt niveau gennem et tematisk og narrativt analysearbejde, dvs man bemærker fortællemønstre, som siden organiseres til fortolkningsskemaer, hvor de enkelte fortællingers dybde-strukturer klarlægges, de psykologiske og sociologiske lag afdækkes. En diagnose af et sygdomsbillede kan betragtes som tegn- og sprogspilsanalyse, der redegør for de enkelte sproglige elementer – metaforer og metonymer, symboler – i en persons udviklingshistorie, anamnese, terapeutiske fortælling.
Såvel Freuds “frie associationer” og Jungs “myte/eventyr/drømme-analyser” lader sig let ophæve, omsætte til “tekst” og kan betragtes semiotisk, strukturelt matematisk, som en terapeutisk fortælling: stilistisk, narrativt og tematisk – personlig stil, biografisk og strukturelt.
Tematisk struktur betragtes, som et statisk system af forskelle, binære udtryk af indhold: land/by, civilisation/natur, arbejde/fritid, barn/voksen,
mand/kvinde. EMPEDOKLES GENKOMST. Symboler, billeder og diagrammer omskrives og fortolkes eksempelvis som – behovet for at lade inspiration blive ledetråd i livet;
Luft: behov for kommunikation og analyser;
Jord: behov for at gribe livet praktisk an;
Vand: behov for at have det godt med følelser.
Narrativ struktur betegner det dynamiske, fortællemæssige element: eksempelvis
Situation (A) = Forandring = Situation (B)
Mulighed/fravær = Aktualisering = Realisering/nærvær
Konflikt = Præstation = Belønning.
Den semiotiske udviklingsmodel kan nu nemt lægges sammen med en “katastrofe-teoretisk” udviklingstopologi, der kan beskrive kvalitative
forandringer, som tilstandsformer i forbindelse med disse reguleringsovergange. Forandringer i identitet, behov og moral betragtes som tilstandselementer forbundne med overgange. En terapeutisk fortælling, narrativ terapi, kan ses som en syntaks og kan betragtes som et forløb. Elementer i fortællingen betragtes som attraktorer. Forløbets retning mål og kriser, som tilstandsforandringer og kritisk punkter/tærskler. Chock, katastrofer, pludselige overgange.
Personligheden læses som en tekstflade, der indeholder konfliktfyldt narrativt forløb med beskrivelser, diagrammer, metaforer af alle
slags, som gennem læsning/løsning peger frem mod en højere tilstand. Processen kan ikke begribes statisk, kun dynamisk gennem dens
retning. Det imaginære har som grundstilling at være foregribende og informationstolkende.
Fortællingen om “Helterejsens reguleringskatastrofer” – lader sig afdække på flere forskellige niveauer 1) individ, 2) socialt/kulturelt, 3) transpersonligt eller kosmisk-fantasmatisk. Det optræder i tre lag eller stratum: det bio-imaginære, det socio imaginære og det transpersonlige. Og kan ses som en bevægelse gennem bio, socio til transpersonlige, fantasmatiske, hvorunder objektrelationerne, tingene ændrer værdi. Katekser skifter valør. F.eks. hjemme i bio-stratum, ude i socio og hjemme igen i fantasmatiske. Betydning af højere orden er følelses/skematisk organiseret.
1) Bio-imaginære. Det seksuelle rum. Betegner det private, kropslige subjektivt oplevede rum af enkle opleveser af +/- karakter, nær/fjern
– inde/ude – vand luft osv. Domineret af nærsanser. Jeg’et betragtes som en mental konstruktion, der skabes i 2 års alderen, og som af den enkelte opfattes og opleves som dennes egentlige identitet.
2) Socio-imaginære. Betegner det intersubjektive stratum. Det interpersonelle, formelle regler for sprog. Den fælleskommunale virkelighed.
Påklædning, kører bus osv. Domineret af fjernsanser. Følelsesmæssigt reguleret social virkelighed. Underlægges kollektive stemninger. Vending i polarisering. Personlighedstræk defineres som en dimension af individuelle forskelle med tendens til at
udvise et konsistent mønster i tanker, følelser og handling.Personligheden betegner det nødvendige hos den enkelte. Det, der er skabt, tillært, en social struktur, det relative, hvad der ikke er ens eget, det falske og som styres og bestemmes af ydre nødvendigheder og tilfældigheder. Overjeg-fiksering. Det etiske rum.
3) Transpersonlige fantasmatisk imaginære. Private forestillinger om den anden, dagdrømme, symbolsk nærsansning. begær, drøm. Følelse som en større sandhed. Igen vending mod nærsanserne og polarisering.
