Jung

Jung
Hvor Freuds psykologi måske var udadrettet, idet han tog udgangspunkt i menneskets driftliv, seksualitet og hæftede sig ved de konflikter disse afstedkom, var Jungs psykologi mere indadrettet. Han mente at se en indre åndelig-energitisk udviklingsproces. En proces der ikke styrede mod seksuelle mål, men i retning af “selvet”, mod personlighedens modne og fuldtudviklede kernestruktur. Det ubevidste er ikke alene at betragt som sex, agression, men en positiv og kreativ/aktiv del, der kan træffe valg, beslutninger, med påbud og forbud, og Jumg mente at sådanne strukturer kunne ændres gennem selv-observation og analytisk terapi. Hvor Freud orienterede sig mod nogle tidlige psykoseksuelle udviklingsfaser (oral, anal, fallisk og genital) og personlighedens triadiske kønsudvikling (præødipalt, ødipalt, postødipalt), og udviklede psykoanalysen som behandling, var Jung mere interesseret i en udvikling af personligheden i en mere moden alder, idet han mente at se en medfødt udviklingsplan, en “individuationsproces.”?
Hvor Freud orienterede sig for “jeg”udviklingen, interesserede Jung sig for “selvet” og relationen til “jeget” formidlet over den enkeltes “persona”. Jung talte om en persons “persona” som en nødvendig, tillært identitetsopfattelse, påført den enkelte af dennes omgivelser, falsk og ikke i harmoni med den enkeltes “selv”. Persona betyder noget i retning af maske, eller snarere tale ud gennem (per sonar).
Ved at afkode glemte symboler fra gamle esoteriske traditioner søgte han at vise hvorledes væren og psyke kunne “kommunikere” sammen i myter og metaforer for at bringe orden og enhed i den indre verden. Jung omtalte selve processen hvorigennem individet får kontakt med “selvet” som “individuation”. En selv-virkeliggørelse, der kan forene psykiske modsætninger, det bevidste og det ubevidste, en integrering af det personligt og kollektivt ubevidste ved f. eks. at arbejde med drømme. Jung udviklede en analytisk teori, jvf. hans beskrivelse af “arketyper”, og udviklede forskellige terapeutiske teknikker i dette arbejde, bl.a. tegning, og visualisering, den “aktive imagination”, som han så som en samtale mellem persona og selv, jeget og det ubevidste.
Hvor Freud så religionen som umodenhed og religiøsitet som udsprunget af ødipuskomplekset, så Jung religionen og dens symboler som en hjælp til at finde sig selv. Religionen for Jung er ikke knyttet til overjeget, er ikke nogen neurose. Men udgør et oprindeligt behov på lige fod med seksualiteten. Man kan blive neurotiker af at fornægte sin religiøsitet, som ved at fornægte sin seksualitet. De religiøse symboler virker i psykens oprindelige lag. Jung lagde så at sige en “underetage” under Freuds ubevidste – det kollektive ubevidste. Erfaringer fra drømme som ikke kan føres tilbage til den ordinære bevidstheds erfaringer og altså ikke kan forklares symbolsk ud fra det personlige ubevidste, drømme som samtidig var båret at stærke følelser af betydningfulded. Ifølge Jung gemmer det kollektive ubevidste på motiver, fortællinger, sagn , som følger menneskearten og således ligger bag de personlige erfaringer. Disse transpersonlige motiver kaldte Jung for “arketyper”.
Arketyper at fællesmenneskelige grundtyper, urbilleder eller forbileder, som man ligesom kommer “programmeret” med, Jung omtaler dem som instinktive beredskaber, dispositioner, rammeskrukturer – ikke de konkrete billeder: helten, ondskaben (skyggen), den gamle vismand, den store moder, det guddommelige barn, guden og gudinden (anima og animus).
En arketype viser sig som en “projektion” på omgivelser, hvor man eks. invsterer stærke følelser i et andet mennske: positive investeringer i heltemyten (før og nu) eller negativt i fjendebilleder. Myter og metaforer/metonymer.
Individuationen kommer i stand ved at den enkelte f. eks. begynder at trække sine “projektioner” tilbage, muligvis overidealiserede personer gøres eks. jordnære, og persona og selvet kommer i dialog. Det officielle “jeg” er kun en mindre del af personlighedens struktur. Går fra ydre styriung til indrestyring.
Især livsmidten, midtvejskrisen hvor man opdager at udadvendt vækst, karrierestræb osv. er ensidigt og forbundet med store personlige omkosninger. Man er kravlet op på stigens øverste trin og ser nu det er det forkerte træ den læner sig op ad. Er man opmærksom starter måske en ny udvikling på det indre plan, den indre rejse, helterejsen. Personaen kommer i kontakt med dybere potentialer, fantasier og drømme. Det undertrykte indhold kommer til overfladen som justeres mod større rummelighed og åbenhed. Dette kan ske gennem visualisering, aktiv imagination, tegnearbejde, drømme-symbolanalyse indgår i behandlingen af udviklingsmæssige kriser. Jeget oplevet som fragmenteret, man er tvunget til er revurdere sit liv og virke.
Arketyperne er transperante, dvs. man skal endelig ikke identificere sig med det kollektive ubevidste, arketyperne er transpersonlige og lever et eget liv. Man skal altså på den ene side tage ved lære og integrere dem, men samtidig lære at begrænse sig i relation til dette upersonlige . Faren er at man kan idendificere sig så meget med sin arketype, man eksempelvis rammes af “messias-kompleks” og tror man at udvalgt martyr til at frelse verden.
Selvet og kontakten med dette er målet for individuationen, en ideel helhed på en gang noget personligt og individuelt og samtidig “transpersonligt” og universelt. Mødet med Simurghen. Mødet med selvet er ofte ledsaget af stærke “nimunøse” følelser, mødet med en gud, det hvide lys, guld, diamant, paradisets have, livstræet, soltegn mv. Ofte med en geometrisk struktur, som Jung genkender fra indernes/tibetanernes “mandalaer”. Det kollektive ubevidste kan rumme motiver fra religionshistorien, kloner arkaiske træk. Symboler som ligger i det ubevidste under kulturens bevidste lag og klones synkront..