Freud og psykoanalysen
Freuds psykoanalyse som eksempel på navigationskort over ukendte lokaliteter, bevidsthed topologiske begreber såsom instinkter, drifters tæmning og kulturens byrde, overjeg og psykoseksuel udvikling. Rekapitulationstænker: det forefundne er ikke skabt fikst og færdigt af Gud, men udviklet af tidligere. Alt hvad der vokser har en grundplan. Delene vokser frem fra denne plan. Hver del har en epoke, hvor det er vigtigst. Når det er vokset sig frem vil de udgøre en funktionel enhed, et Ego som en identitet, en syntese. Individet gentager fylogenesen i sin egen udvikling. Rekapitulation af artens udvikling.

Freud betragtede “bevidstheden som et symptom” og det “ubevidste”,som sin store opdagelse. Bevidstheden blev betragtet som en fejlhandling. Det empiriske jeg er ikke subjekt. Vi har altså med et spaltet subjekt er gøre.

Sigmund Freud opstillede i sit teoretiske arbejde dels en personlighedsmodel, en konstruktion der kunne anskueliggøre det psykiskes indre strukturer:? Jeg, Det og Overjeg, og dels en psykoseksuel udvikling fra barn til voksen, gennem den orale, anale, falliske og genitale fase frem til afviklingen af barn/forældre forholdet, den ødipale konflikt og dannelsen af et balanceret “jeg”.

Jeg’et indeholder personens identitetsopfattelse, fornuften, tænkning, planlægning. Det er gennem “jeget” omverdenen sanses. Jeg’et regulerer indtryk fra omverdenen og styrer tilpasningen til virkeligheden (realitetstilpasning), under hensyntagen til overjeg’et. Jeg, muskelapparat, realitetsprincip, føde, farer, selv-opretholdelse.

Det’et er der hvor impulser og drifter hører hjemme. Driftenergien (libido) samles og sendes videre til og administreres af jeget. Det’et er ubevidst, og udover drifterne findes her endvidere forskellige fortrængte oplevelser.

Civilisation. Overjeg, magtens moral og krav (rep. af forældre)
Overjeg’et er karakterpolen, der hvor samvittigheden hører til og udgår fra. Overjeg’et har både bevidste og ubevidste elementer. Det samler og indeholder de regulerende funktioner, normative og etisk-moralske motiver i form af påbud og forbud, der dels stammer fra jegets erfaringer, dels overtaget fra forældre og den sociale omverden, miljø og kultur.

Fra det’et kommer driftkrav til jeget, som kanaliseres til acceptable driftmål, gennem den psykoseksuelle udvikling: Oral, Anal, Fallos, Latens, Pubertet.

Sigmund Freud opstillede i sit teoretiske arbejde dels en personlighedsmodel, en konstruktion der kunne anskueliggøre det psykiskes indre strukturer:? Jeg, Det og Overjeg, og dels en psykoseksuel udvikling fra barn til voksen, gennem den orale, anale, falliske og genitale fase frem til afviklingen af barn/forældre forholdet, den ødipale konflikt og dannelsen af et balanceret “jeg”.·Fylogenese? – Id, lystprincip, råder over energi, organlyst. Er blindt kender ikke selv sine mål, kan narres.

Når virkeligheden af den enkelte opleves som “behovsblokerende”, som ubehagelig, en belastning, en plage, medfører det som regel ønsker og drømme om noget “andet”, og indre psykiske konflikter kan opstå mellem de forskellige strukturer i psyken. Impulser der beherskes af lystprincippet, kan komme i modsætning til jegfunktioner, der styres af realitetsprincippet og overjegsfunktioner, der styres af etik og moral. Det’et melder sig med seksuelle eller aggressive kræfter og lyster. Jeg’et reagerer med angst overfor det’et, søger at fortrænge dem gennem impulser, der er forbundet med ulyst. Jeg’et udvikler angstimpulser.

Det’et søger at fortrænge angstimpulserne, men fortrængning er ikke altid fuldstændig og den frigjorte angst dæmmes op af jeget med angstafledende, reducerende eller kontrollerende psykiske mekanismer, der kan genoprette ro og harmoni mellem drift og social accept.

Freud udviklede en fasemodel om personlighedens udvikling i barndommen. Redegør i træk for Freuds beskrivelse af den “psykoseksuelle udvikling”? Oral, anal (trodsalderen), fallisk ødipal, latens og ødipal (forløbet i hver kritisk periode er afhængigt af det foregående)

Oral fase (0 – 1 1/2 år): Munden er den centrale erogene zone, hvormed barnet søger lysttilfredsstillelse dvs. libido og lystprincippet.

Anal fase (1 1/2 – 3 år): Endetarm er erogen zone. Renlighedstræning var på Freuds tid et stort problem pga. meget høje krav til renlighed og disciplin. I kombination med streng autoritær opdragelse fik mange en s.k. anal karakter med et strengt over-jeg der dominerede. Trods – det anale barn har stor selvstændighedstrang, vil selv! Ofte stærke aggressioner, som også kan skræmme barnet selv. Barnet er ikke selvstændigt endnu, men eksperimenterer med selvstændighed. Ambivalent konflikt mellem selvstændighed og afhængighed. Hæmmet selvstændighedstrang= trods og/eller angst – forceret selvstændighed= regression. Ovenpå den orale fases lystprincip (styret af ID) kommer nu realitetsprincippet, som danner jeget og fortsætter som jeget “tænkemåde”. Barnet lærer gennem imitation, ydre efterligning (parallellege) og identifikation, indre oplevelse (rollelege, først rigtig effektive i ødipal fase). Barnet begynder så småt at inderliggøre forældres