Hovedstrømninger i Metapsykologien 1900 – 2000

Hovedstrømninger i Metapsykologien 1900 – 2000

Metode
Udviklingsfaser
Grundsyn
Vidensformer
Betydningsdannelse
Læreprocesser

Første bølge
Wundt, Pawlov, Watson, Skinner, Allport, Piaget, Beck, Gardner, Memetics

Anden Bølge
Freud, Adler, Erikson, Mahler, Klein, Kohut, Berne, Winnicut, Bowlby, Stern, Vaillant, Kohlberg

Tredie bølge
Maslow, Jung, Perls, Rogers, Kelly, Garfinkel, Goffman, Sullivan, Fromm, Marcuse, Lakoff, Symbolsk Interaktionisme

Fjerde bølge
Eksistentel-fæmenologisk: Kierkegaard, Nietzsche, Heidegger, Assagioli, Spinelli, Habermas, Murphy, Goleman,

Transpersonlig psykologi: Grof, Lilly, Tart, Murphy,
Japansk zen, Kinesisk Tao, Tantra, Sufi, Global Brain

Vi kommer i det følgende rundt omkring og får snuset lidt til de fire store psykologiske retninger og hovedstrømme:

  • den kogntive-behavioristiske eller adfærdspsykologien
  • psykoanalysen
  • humanistisk og endelig
  • den transpersonlige psykologi og eksistenstielle-fæmenologiske

I det følgende defineret som

Første bølge

Den kognitive-behavioristiske, eller kort behaviorismen insisterer på kun at betragte ydre observerbare, materielle fænomener som grund for en videnskab. Det er der kommet meget godt og sidt ud af. Problemet er bare at man affærdiger introspektion, bevidsthed, tænkning som et legitimt forskningsområde. Klassisk behaviorisme nyder i dag ikke den store bevågenhed, dels på grund af et snæversyn, dels at den er erstattet af kognitiv psykologi. Kognitiv psykologi var/er inspireret af digetale computere og hensigten synes at være at forklare bevidsthed i mere simple, ikke bevidste subsystemer, at reducere den til informationsprocesser iÝ et fysisk system – en digital eller biologisk computer. Pavlov, Watson, Skinner, Beck, Wiener, Gardner, Lakoff, Kelly, Piaget, Memetics.

Anden bølge

Den psykoanalytiske eller “psykopatologiske” tilgang trækker på observationer og terapi af og med mentalt syge mennesker, og det er der kommet en hel del godt ud af. Den har givet indsigter i de mere ordinære bevidsthedsaktiviteter. Desværre ser den snart patologiske aktiviteter alle vegne og det giver et forvrænget billede.

Resultatet af behaviorismen/kognitive psykologi og psykoanalysens tilgange er at individer ses som en kombination af robot og animale instinkt/drift, som civilisationen med nød og næppe kan holde i ave. Tilgange som ikke opfordrer til undersøgelser af dybere niveauer af bevidstheden. Der er ikke noget at hente for en seriøs videnskabsmand. Disse to tilgange er langt hen af vejen i harmoni med det materialistiske menneskesyn, som dominerer den vestlige tankegang. Man ender i “scientisme “der minder om fundamentalistiske, dogmatiske, religiøse synsvinkler, uigennemtrængelige for nye data og ideer, en kontinuerlig åbenhed som videnskabelig forskning jo bør have. De to retninger har været kilde til særdeles anvendelig information om og metoder til at studere bevidsthed, men som regel udført indenfor de implicitte scientisiske paradigmer der præger vor tid.
Freud, Erikson, Klein, Mahler, Bowlby, Winnicut, Kernberg, Vaillant, Kohut, Stern, Kohlberg.

Tredie bølge:

I 50’ene begyndte en ny type patienter at dukke op his terapeuterne. Man fungerede ikke længere så godt, stressproblemer, utilfredsstillende personlige relationer, tilbageholdt vrede eller isolation. Man burde have være glade og tilfredse set i relation til sædvanlige sociale normer og kriterier. Der var arbejde, penge, god sex, gode venner, fritidsaktiviteter – og alligevel manglede noget. De “eksistentielle neurotikere” meldte sig på banen – man savnede mening med livet!

Det førte til skabelsen af den “tredje kraft” – humanistisk psykologi. Maslow interesserede sig for “relativt sunde” individer i stedet for mentalt syge og det medførte nye studieområder blev legitime: spørgsmål om autensitet, højdepunktoplevelser, kærlighed og kreativitet. Normale mennesker blev nu til neurotikere i sammenligning med det potentiale hvert individ bare rundt på.

Selvaktualisering blev et kodeord. Det blev især lagt energi i de praktiske tilgange, en ny kropsopfattelse, følelsesforløsende terapier med mere så dagens lys. Relativt normale mennesker kunne nu få undervisning i at leve et rigere og sundere følelsesliv. Men i det store hele ændrede humanistisk psykologi ikke på det herskende, materialistiske, scientistiske grundsyn – vi var stadig ikke andet end materielle processer, uden anden grund til at eksistere end opfylde biologiske driftskrav som drev os frem til en ellers meningsløs død.

Maslow, Beuler, Perls, Lowen, Frankl, Rollo May, Leontjev, Elkonin, Vigotsky, Fromm, Marcuse,
Symbolsk Interaktionisme (Cooley, Mead, Blumer).

Fjerde bølge:

Transpersonlig psykologi. Denne retning dukkede op i 60’erne ud af den humanistiske psykologi.
Trans betyder på latin noget i retning af hinsides, igennem, bag “personaen”, den sociale maske, personligheden. Igennem hele historien har mænd og kvinder haft oplevelser, som overbeviste dem om at der var mere end vores ordinære selv. Verdenslitteraturen svømmer over at beskrivelser af “mystiske erfaringer”, følelser af at være del af noget større.

Transpersonlig psykologi synes ikke drevet frem af en “religiøs tro” på et vi en skønne dag kan forklare disse ting med en ny fremtidig fysik, som ikke kendes i dag. Det ville være “tro” og ikke en videnskabelig tilgang. Transpersonlige oplevelser kan ikke længere afvises med de psykoanalytiske forsvarsdynamikker, biologisk funderet. Den sociale kloning og medieskabte circus skaber patologiske tilfælde, acting out, kriminel adfærd. Medier, overlevelseskurser.

Jvf. Spinelli om Afmystifikation af terapien. Problemet med Freuds “nachträglichheit” vs. Jungs “romantiske retrospektion”. Orienteringen er “afmystifikation”.

Eksistentiel-fæmenologisk  psykologi: Kierkegaard, Nietzsche, Heidegger, Meister Eickart. Assagioli, Bateson, Grof, Spinelli