Freuds psykoanalyse som eksempel på navigationskort over ukendte lokaliteter, bevidsthed topologiske begreber såsom instinkter, drifters tæmning og kulturens byrde, overjeg og psykoseksuel udvikling. Rekapitulationstænker: det forefundne er ikke skabt fikst og færdigt af Gud, men udviklet af tidligere. Alt hvad der vokser har en grundplan. Delene vokser frem fra denne plan. Hver del har en epoke, hvor det er vigtigst. Når det er vokset sig frem vil de udgøre en funktionel enhed, et Ego som en identitet, en syntese. Individet gentager fylogenesen i sin egen udvikling. Rekapitulation af artens udvikling.

Freud betragtede “bevidstheden som et symptom” og det “ubevidste”,som sin store opdagelse. Bevidstheden blev betragtet som en fejlhandling. Det empiriske jeg er ikke subjekt. Vi har altså med et spaltet subjekt er gøre.

Sigmund Freud opstillede i sit teoretiske arbejde dels en personlighedsmodel, en konstruktion der kunne anskueliggøre det psykiskes indre strukturer:? Jeg, Det og Overjeg, og dels en psykoseksuel udvikling fra barn til voksen, gennem den orale, anale, falliske og genitale fase frem til afviklingen af barn/forældre forholdet, den ødipale konflikt og dannelsen af et balanceret “jeg”.

Jeg’et indeholder personens identitetsopfattelse, fornuften, tænkning, planlægning. Det er gennem “jeget” omverdenen sanses. Jeg’et regulerer indtryk fra omverdenen og styrer tilpasningen til virkeligheden (realitetstilpasning), under hensyntagen til overjeg’et. Jeg, muskelapparat, realitetsprincip, føde, farer, selv-opretholdelse.

Det’et er der hvor impulser og drifter hører hjemme. Driftenergien (libido) samles og sendes videre til og administreres af jeget. Det’et er ubevidst, og udover drifterne findes her endvidere forskellige fortrængte oplevelser.

Civilisation. Overjeg, magtens moral og krav (rep. af forældre)
Overjeg’et er karakterpolen, der hvor samvittigheden hører til og udgår fra. Overjeg’et har både bevidste og ubevidste elementer. Det samler og indeholder de regulerende funktioner, normative og etisk-moralske motiver i form af påbud og forbud, der dels stammer fra jegets erfaringer, dels overtaget fra forældre og den sociale omverden, miljø og kultur.

Fra det’et kommer driftkrav til jeget, som kanaliseres til acceptable driftmål, gennem den psykoseksuelle udvikling: Oral, Anal, Fallos, Latens, Pubertet.

Sigmund Freud opstillede i sit teoretiske arbejde dels en personlighedsmodel, en konstruktion der kunne anskueliggøre det psykiskes indre strukturer:? Jeg, Det og Overjeg, og dels en psykoseksuel udvikling fra barn til voksen, gennem den orale, anale, falliske og genitale fase frem til afviklingen af barn/forældre forholdet, den ødipale konflikt og dannelsen af et balanceret “jeg”.·Fylogenese? – Id, lystprincip, råder over energi, organlyst. Er blindt kender ikke selv sine mål, kan narres.

Når virkeligheden af den enkelte opleves som “behovsblokerende”, som ubehagelig, en belastning, en plage, medfører det som regel ønsker og drømme om noget “andet”, og indre psykiske konflikter kan opstå mellem de forskellige strukturer i psyken. Impulser der beherskes af lystprincippet, kan komme i modsætning til jegfunktioner, der styres af realitetsprincippet og overjegsfunktioner, der styres af etik og moral. Det’et melder sig med seksuelle eller aggressive kræfter og lyster. Jeg’et reagerer med angst overfor det’et, søger at fortrænge dem gennem impulser, der er forbundet med ulyst. Jeg’et udvikler angstimpulser.

Det’et søger at fortrænge angstimpulserne, men fortrængning er ikke altid fuldstændig og den frigjorte angst dæmmes op af jeget med angstafledende, reducerende eller kontrollerende psykiske mekanismer, der kan genoprette ro og harmoni mellem drift og social accept.

Freud udviklede en fasemodel om personlighedens udvikling i barndommen. Redegør i træk for Freuds beskrivelse af den “psykoseksuelle udvikling”? Oral, anal (trodsalderen), fallisk ødipal, latens og ødipal (forløbet i hver kritisk periode er afhængigt af det foregående)

Oral fase (0 – 1 1/2 år): Munden er den centrale erogene zone, hvormed barnet søger lysttilfredsstillelse dvs. libido og lystprincippet.

Anal fase (1 1/2 – 3 år): Endetarm er erogen zone. Renlighedstræning var på Freuds tid et stort problem pga. meget høje krav til renlighed og disciplin. I kombination med streng autoritær opdragelse fik mange en s.k. anal karakter med et strengt over-jeg der dominerede. Trods – det anale barn har stor selvstændighedstrang, vil selv! Ofte stærke aggressioner, som også kan skræmme barnet selv. Barnet er ikke selvstændigt endnu, men eksperimenterer med selvstændighed. Ambivalent konflikt mellem selvstændighed og afhængighed. Hæmmet selvstændighedstrang= trods og/eller angst – forceret selvstændighed= regression. Ovenpå den orale fases lystprincip (styret af ID) kommer nu realitetsprincippet, som danner jeget og fortsætter som jeget “tænkemåde”. Barnet lærer gennem imitation, ydre efterligning (parallellege) og identifikation, indre oplevelse (rollelege, først rigtig effektive i ødipal fase). Barnet begynder så småt at inderliggøre forældres normer og regler, dvs. får samvittighed og et over-jeg. I denne fase kun et idealjeg, det egentlige overjeg dannes først rigtigt i ødipale fase.

Ødipal fase (3 – 6 år): Beskriv Freuds fremstilling af den ødipale konflikt.

Den ødipale kloning
Drengen:
1) Udgangspunkt: binding til moderen bliver til forelskelse. Faderen er perifer.
2) Han opdager den fysiske kønsforskel, samt vigtigst at han har en penis og at moderen ingen har.
3) Oplever moderen som kastreret og giver far skylden.
4) Drengen rivaliserer med far en kort periode, men opgiver af angst for selv at blive kastreret. Kastraktionsangst.
5) Drengen vender sig de?? Årefter til faderen og identificerer sig med ham og bryder dermed sin binding/forelskelse til moderen (identifikation med aggressor).
6) Drengen bevarer et ambivalent forhold til mor/andre kvinder. Hun er på samme tid god, sød, nødvendig – men mindreværdig (madonna/ludder).

Drengen kommer ud af sit ødipuskompleks med maskulin kønsidentitet og selvværd, men med latent kastraktionsangst og ambivalent kvindebillede.

Pigen:
1) Udgangspunkt: binding til moderen (måske lidt konfliktfuld efter den anale fase) – faderen er perifer.
2) Hun opdager den fysiske forskel, samt vigtigst at hun ikke har en penis.
3) Hun oplever sig selv som kastreret og giver mor skylden.
4) Hun lider af penismisundelse i kortere eller længere tid.
5) Hun vender sig mod faderen, som har den eftertragtede penis/prestige og forelsker sig i ham.
6) Pigen bryder dermed bindingen til moderen, som hun derefter opfatter??? “som mindreværdig som sig selv.
7) Samtidig begynder hun alligevel at identificere sig med moderen og kvinderollen for at få faderens opmærksomhed (stjerne og vandbærer)

Pigen forbliver i ødipuskomplekset med kvindelig kønsidentitet, mindreværd/selvhad og ambivalent forhold til mor/andre kvinder (den gode og onde mor)

Kønsroller formes i de første år på baggrund af forældrenes. Kønsidentitet etableres først i en ødipale fase.

Freud udviklede en teori om driftbegrebet: egodrifter (aggression) og objektdrifter (libido). Hvordan kommer disse til udtryk?

Hvad betyder “kritisk fase” (Overstimulering=forceret udvikling, understimulering= hæmmet udvikling).

Det ubevidste? – “Psyke” blev tidligere sat synonymt med bevidsthed, men med Freud glider definitionen mere over mod at betyde det “ubevidste”. Anvendelsen af ordet “det ubevidste” er hos Freud ofte utydelig og flosset. Det ikke-bevidste er ikke nødvendigvis ubevidst. Ubevidste forestillinger kan påvises deskriptivt, indirekte, gennem noget andet. Det ubevidste er latente tanker der ikke trænger frem til bevidstheden. Ubevidste tanker kan ikke bevidstgøres. Det ubevidste som begreb defineres som uden formel, logik, en ufuldstændighed, som en hypotese vedr. det irrationelle (forelskelse, tvivl, forglemmelse, en bommert, en fadæse).
Det ubevidste kan defineres som mangel slet og ret, ikke som fravær af bevidsthed, som negation. Det findes ingen steder, er betydningsløst, er ikke latente forestillinger. Men som kan ses som effekter på talen, tøven, tvivl når eks. drømmebilleder skal omsættes til tale.

Lacan så det ikke som psykologiske kategorier, men filosofiske kategorier. dvs. patologi ses som et åbning mod verden, som strukturel tænkning, omend neurotisk, som tænkning i symptomer. Lacan så det ubevidste som “struktureret tale”, det ubevidste er i sproget (ikke noget gemt, perversitet, seksualitet), den store andens tales ufuldstændighed. Lacan beskriver en spatiering af psyken: det symbolske, det reelle, og det imaginære, som tre ringe der gensidigt holder hinanden på plads. Det reelle er det, der skaber huller i det imaginære og det symbolske, dvs. der er tale om brud, ikke korrespondens. Vor viden indeholder huller. Det reelle skaber disse, det der ikke kan siges. Kun i relation til det symbolske dukker disse huller op. Subjektets begær defineres som begær efter at bringe orden. Fantasmer viser mangler i det symbolske, dækker over manglerne; orden som bryder sammen. Eksempel er et raseriudbrud, hvorefter den symbolske orden genskabes.

Det ubevidste: søger ikke at fjerne det ubevidste, men betragter det ikke som nødvendigt i omgangen med en patient. bevidstheden er kompleks nok i forvejen, ingen grund til at trække endnu et diffust begreb ind. Accepterer altså oplevelsen af noget ubevidst, ikke i relation mellem noget overfladisk og noget dybere, men som delt bevidsthed – dissociativ bevidsthed. Man kender det ubevidste, men det opleves ikke som noget af ens eget, der er ikke tale om noget glemt, fortrængt materiale. Viden som man ikke vil være ved tilhører en selv. Det sker for så vidt når det ikke passer til ens selv-opfattelse, selv-struktur. Man anerkender noget, men vil ikke kendes ved det, det fornægtes. Man mangler evnen til “containment”, at indoptage; eks. – en slået kvinde, hustruvold. Psykoanalysen ville sige der er tale om ubevidste styrke som blokerer. Eks. fæno. søger at tydeliggøre dobbelttydigheden, bliver på det manifeste niveau, søger at analyserer på det bevidste niveau. Som en telegram, kort men smækfyldt med information. Ingen grund til at dykke ned i noget ubevidst. Her betyder det angst fra fravær af mand, er større end angsten for brutaliteten. Skal samtidig bevise at man er “god nok” til at fastholde et forhold. Fortiden – i psykoanalysen determinerer fortiden det psykiske liv. En enkelt og singulær fortid og en lineær fremadrettehed. kausalitet, som patienter tror kan graves som årsagsforklaring.

Heroverfor anlægges en anden betydning – korrelationer. Fortiden som huskes udgør en meget lille portion sanseindtryk i det samlede billede. Fortiden er en abstraktion, en version, en konstruktion.. Noget plastisk som kan genfortolkes. Fortiden er ikke noget man ser tilbage på – men fortiden konstrueres for at validere personen selv i det aktuelle nu. betydningerne kan forandres idet selv-billedet henter validering fra fortiden, men er også fremadrettet, målrettet – ikke hvad jeg er, men også dette er min retning. Fortiden er ikke årsag men tjener som validering. Selvet skaber fortiden, ikke omvendt.

Overføring: For Freud en hypotese til at samle/opfange visse forskellige iagttagelser, begivenheder og fænomener – ikke et udtryk for disse fænomener, som om disse hypoteser var blevet bevist! Det aktuelle mig/du forhold er vigtigere end andre tidligere relationer patiens måtte have haft.
Tolkes som terapeutens forsvarsmekanismer, for at beskytte sig selv mod egne handlinger. Skabe distance, undgå involvering. Kræver en magt-relation mellem klient og terapeut. Eksperten ved bedst. Autoritet skaber et forældre/barn forhold.

Ubevidst – Dissociativ bevidsthed

Fortid – Fortiden-som-levet nu og rettet mod fremtiden

Overføring – Relationer

Analytisk forklaring – Beskrivende analyse

Tankegangen i Freuds arbejde var at frustrationer, konflikter og impulser, der opstod under denne udviklingsproces, som lå ubevidst kunne bevidstgøres gennem psykoanalyse.

Freud benyttede materiale fra individets biografi, fra drømme og frie associationer, som gennem en bearbejdningsproces integreredes ved hjælp af en psykoanalytiker, og en bedring af individets psykiske tilstand kom i stand. Den enkelte bør kunne lære at holde det “civilisatoriske ubehag” ud uden at gå helt i stykker. Freud omtalte den vellykkede terapis mål, som en “ændring af neurotikerens ekstreme lidelse til den menneskelige tilværelses normale elendighed”. Hvor der er “Id”, skal der være “jeg”! Freud nedprioriterer bevidsthed og tænkning for motivation og adfærd, biologiske instinkter. Eller nogen forestilling om hvordan mennesket formes af den kultur man lever i. Freud har ingen “næste-kærlighed” (Reich og Jung) – kun magt og frygt. Enig med Skinner om at samfundet skal styres. Individerne kan ikke styre sig selv.

Indvendinger og kritik af “psykoanalysen generelt”, som menes at misbruge den magt, der opstår for så vidt viden er magt. Hvad indeholder en teori som kan misbruges (det ubevidste) Dette sker vel nok ubevidst men styres af valg af metode og retning. Man er skeptisk overfor Freuds praksis, som ses som forhindrende samtale, skal beskytte terapeuten. Er ikke relationel, den fremkomne viden og betydning er ikke isoleret fra verden, opstår mellem mennesker ikke indeni mennesker. Fra intra – til interpsykiske. Patienten kan ikke isoleres som objekt, man er med patienten, forsøg på empati. ikke noget en gang etableret, men noget processuelt.

Af andre væsentlige indvendinger mod psykoanalysen kan nævnes
– den er for tidsspecifik
– præget af samfundsmæssig moral
– neurosebegrebet blev overført på normale
– var for ideografisk
– det neurofysiologiske begrebsapparat overføres på det psykologiske
– så kun sex-libido og ingen ego-drifter
– overjeget var ikke dækkende
– forklaringer om kastraktionsangst, penismisundelse, sublimering holder ikke
– ødipus som alene sygdomsdeterminerende

Definition af udviklingspsykologi: det at beskrive, forklare og forudsige udvikling. Mennesket udvikler sig hele livet – ikke kun i barndommen. Psykologen bruger beskrivelsen til at sammenligne en personlighedsprofil ud fra nogle udviklingspsykologiske redskaber, begreber og teorier eks. psykoseksuelle eller kognitive faser – og forklarer dermed visse reaktioner ud fra viden om samme (løsrivelse, trods, kønsroller og intellektuel udvikling) – for forudsiger personens udvikling ud fra de samme teorier. Udviklingen foregår v.h.a. 3 processer
– arv, de genetiske faktorer (afgøres i befrugtningsøjeblikket)
– modning, de biologiske/fysiske faktorer (fra første celledeling til xx år)
– indlæring, socialisering, miljø- og kulturpåvirkning mv.

Tilbage til menu