Grof

Transpersonlig psykologi – den eksistentielle fæmenologi
* Stan Grof har i sine bøger samlet iagttagelser fra sit arbejde med bevidsthedspsykologi, fødsel, død og tilstande udenfor de sædvanlige, ordinære bevidsthedsmæssige jeg-grænser, undenfor den ordinære bevidsthed, de normale grænser for tid og rum, som kaldes transpersonlige. Grof argumenterer på baggrund af sine studier for at eks. psykiske kriser ikke alene stammer fra traumatiske oplevelser i barndommen, dt biografiske, men ofte har rødder i oplevelser under fødslen og i fostertilstanden og endvidere i det transpersonlige oplevelsesfelt.
Vi kan i følge Grof arbejde os igennem lag på lag af de biografiske begivenheder, der har formet vores personlighed, indtil vi når vores egen fødsel og især genoplevelsen af fødslen er for Grof en proces, der på en gang opleves som både smertefuldt og befriende, men som samtidig ofte virker som en psykologisk katarsis, en renselsesproces. I fødselsoplevelsen indgår såvel en dødsoplevelse og en genfødsel, men også en mulighed for at komme endnu dybere ned i bevidstheden til lag, hvor man gennembryder jeg’ets begrænsning og når ud i det transpersonelle – et fællesmenneskeligt bevidsthedsla ºg. Det Jung kaldte det “kollektive ubevidste”, og som Grof kalder ” det universelle Sind”.
Vi lever i følge Grof så at sige på samme tid i to “virkeligheder”. Den nære som vi opfatter med det vi kalder vores bevidsthed. Vi ser den, hører den, lugter den, smager den, føler den og forklarer den med vores tanker. Og så en anden virkelighed, hvor tid og rum er ophævet, hvor vores bevidsthed ikke mere rummer begreber, der kan forklare den, og hvorfor man derfor ofte gribes af angst, når og hvis man konfronteres med den. Det universielle. The Void. Atman.
Grof har sammen med sin kone Christina udviklet en behandling – holotropisk breathwork – Gennem følelsesforløsende regressionsteknikker, lette trancetilstande kan man ophæve jeg’ets og personlighedens forsvarspositioner og der åbnes mulighed for at se” ind i det universelle sind, i den universelle selv”. Under processen berøres fysiske og psykiske blokeringer, fra det biografiske, perinatale og transpersonelle lag, som udløser energi, der kan omsættes til billeder/visioner på vej ud af kroppen. Grof beskriver 3tre kvalitative kategorier eller lag af oplevelsesfelter:

1) DET BIOGRAFISKE LAG
Hvor Freud talte om “psykisk traume,” Jungs om “komplekser” benytter Grof betegnelsen “COEX” (condensed experiences) og definerer disse som et system af fortættede biografiske oplevelser, erindringer efter den psykologiske fødsel (negative eller positive). Der kan være tale om traumatiske erfaringer, som har sat sig som psykiske strukturer, der ubevidst overdeterminerer oplevelsesfeltet. En traumatisk krise betegner en konfliktsituation, en ydre hændelse, der af individet opleves som en alvorlig trussel mod dets fysiske eksistens, sociale identitet, tab af sikkerhed og tryghed, og som kan udløses af forskellige slags begivenheder: trussel om tab, en trussel om krænkelse eller en gennemlevet katastrofe
Reaktionen på krisen og den psykisk “kondenserede oplevelse” kan være så kompliceret, at et helbredende forløb kræver psykiatrisk omsorg, at den sætter sig som neurose eller psykose, hvor fortidens o Éplevelse så at sige belejrer nuet, så personens realitetssans lider alvorlig skade, at der indtræffer en mere eller mindre permanent tilstand af forvirring og tab af kontrol over egne mentale processer og egen vilje, hvor man flygter ind i en anden bevidsthedsmæssig tilstand og nægter at vende tilbage. Restimulering, aktivering i hverdagen af et COEX, tvinger individet til at handle i lighed med dets indhold og betydning, som lås, som blokering, som fiksering. Forskellige følelsesmæssigt ufuldendte problemer fra fortiden dukker op i bevidstheden og former oplevesens indhold.
Trad. psykoterapi har i almindelighed til opgave at bearbejde sådanne COEX. Jeg’et føres gennem forskellige analyse- og regressionsteknikker tilbage og renser sig selv for traumatiske COEX. Målet er at finde kernen eller den ældste krise-erindring som genoplives, integreres, hvorved et nyt COEX-system overtager og overdeterminerer oplevelsesfeltet.
Grof har beskrevet hvorledes en aktiveret COEX-matrice som regel eksterioriseres, dvs. indholdet af en ubevidst konstellation projiceres ud på omverdenen og udspiller ubevidst en kopi af dette i hverdagen, som karakterfiksering. Det bunder for Grof i en underliggende mekanisme, intolerance, overfor modstrid mellem den enkeltes dybeste indre følelser og den ydre verden. Konflikten tolkes som noget mellem den enkelte og de andre, omgivelserne, hvor det er lettere at tolke sine ubehagelige følelser og angst, som opstået af en uoverensstemmelse mellem jeg’ets følelser og den ydre verden, som passende reaktioner på forhold i den ydre objektive virkelighed, end at se disse følelser som nogle uforståelige og absurde elementer, der kommer indefra den enkelte selv.
Men Grof pointerer at uafsluttede biografiske fænomener ikke nødvendigvis er begrænset til psykologiske traumer. Grof taler om psykodynamiske matricer, traumatiske oplevelser, som ligger på grænsen til det perinatale, dvs. der er tale om mere fysisk erindring end psykisk erindring om eks. ulykker, kirurgiske operationer, nærdød, erindringer om kropslige krænkelser. Erindringer om sådanne kropslige traumer er ofte kilde til alvorlige følelsesmæssige og psykosomatiske problemer, såsom depressioner, forskellige fobier, astma, migræne, muskelsmerter. Erindringer som kan udvikle karaktermæssige blokeringer, sætte sig som “karakakterpanser” (Reich), som muskelspændinger i krop, arme og ben, der kan udvikle spændinger eller spastiske bevægelser. Ofte lokaliseret omkring de s.k. “chakras”, pande, øjne, hals/kæbe, navle, sex/anale. Gennem restimulering af COEX matricer helbredes ofte psykosomatiske sygdomme.

2) DET PERINATALE LAG
En vigtig pointe hos Grof er, at traumer/COEX matricer fra det biografiske lag ikke er oprindelige, men gemmer over reaktioner fra dybere lag. Barnets fysiske fødsel og barnets psykologiske fødsel, dannelsen af jeget, er snævert forbundet, endvidere at tilstande som depression, angst, aggression, mindreværd, tvangsneuroser, migræne, forskellige fobier, har rod i angstfyldte situationer under fødslen. Grof er tydeligt af den mening, at uafklarede ting bedst udlades gennem fødselsoplevelser, de perinatale oplevelser, og har gennem sit arbejde fundet frem til fire faser i fødselssituationen. De fire faser i fødslen kaldes Basale Perinatale Matricer (grundlæggende oplevelsesforme r omkring fødslen)
BPM I: Det uforstyrrede liv i livmoderen under graviditeten, hvor man har en oceanisk, paradisisk lykkefølelse af samhørighed med moderen. Fosteret synes ikke at have nogen bevidsthed om grænser eller at have evnen til at skelne mellem det indre og ydre.
BPM II: Veerne begynder. Livmoderen trækker sig sammen, og livmoderhalsen er endnu ikke åben. Man udsættes for et voldsomt pres. Det er en truende fase, hvor man føler, at alle udveje er spærret, at man er fanget. Mørke og smerte, følelsen af at være i helvede, af skyld, krig sygdom og dødsangst. Ingen vej ud, man er fanget i et uhyrligt klaustrofobisk mareridt. At genopleve denne fase er en af de værste oplevelser, et menneske kan komme ud for.
BPM III: Uddrivelsesfasen, hvor presseveerne begynder. Der kommer bevægelse i fødslen, livmodermunden udvider sig. Man er som mellem himmel og helvede, hvor titaniske kræfter slippes løs. Kvælningsangst. En kamp der bevæger sig mellem smerte og lyst, slagmark eller ofring. Her kan være seksue Élle og sado-masokistiske elementer. Det er mellem denne og næste fase at død-genfødsels oplevelsen kommer.
BPM IV: Befrielsesfasen. Pludselig udvides rummet. Man får strålende visioner af lys og en følelse af frelse, kærlighed og tilgivelse. Helteeventyret er kommet til sin lykkelige slutning, en slags helbredende og livsændrende oplevelse, som forekommer hvis fødslen ikke har været alt for svækkende eller blev ødelagt af stærke smertestillende eller bedøvende midler.
Grof kan eksempelvis tilbageføre tvangsneuroser, migræne, psoriasis og seksualitetsproblemer til disse fødselsmatricer. Dødsangst er ikke nødvendigvis angst for døden, men for at genkalde en vanskelig fødsel. Impotens, frigiditet er for Grof udtryk for opdæmmet energi, der går tilbage til fødslen. Således forklarer han angst for orgasme, at giver man sig hen, giver man sig samtidig hen til en traumatisk oplevelse, fordi áorgasmen tager udtryk af en perinatal orgasme. Seksuel ulyst og angstimpulser fremkalder/udløser derfor hos visse individer bestemte forsvarsreaktioner, og det indebærer at disse individer faktisk sidder på en vulkan af perinatale oplevelser, som ikke kommer til udladning og hvor Grofs pointe er, at de skal lære, at give sig selv lov til at gå ind i disse oplevelser, og derigennem frigøre sig fra de ubevidste fikseringer.
Grof argumenterer for at personer, som eksempelvis ikke oplever en BPM III-fase i deres fødselssituation muligvis bliver nymfomaner med masser af sex uden virkelig forløsning. Endvidere at ved eksempelvis kejsersnit mangler BPMIII med dens følelser af grænser og kamp, og dermed ogsså fravær af den efterfølgendesejrsbevidsthed, følelsen af at være i stand til at kæmpe sig ud af problemerne. Og det an danne en traumatisk mønster i det senere liv. Fødsen – den første fundam entale udfordring – er ikke velgennemført og man mister eksempelvis selvtillid. En af Grofs teser er, at har man ikke arbejdet med det perinatale system, mens man er i live, sksal det gennemgås umiddelbart før døden.

3) DET TRANSPERSONLIGE LAG
Bag de biografiske og perinaale områder af psyken ligger de transpersonlige områder. Dette lag dækker over en række forskellige typer opleelser: ude-af-kroppen oplevelser, samanrejser, følelsen af at sammensmelte med planter eller dyr, oplevelsen af enhed med naturen, universet, tidligere generationer og kulturer, de store eligioners symbolverden. frigjort fra tid og rum opnås en intuitiv forståelse af livets gåde ved mødet med det allerhøjese gudsrincip, som Grof kalder “det universielle sind”. Vi må akceptere, sig wer Grof, at vi er biologiske væsener, menneser af kød og blod, begrænset af den biologiske fødsel og død. Men vi er også væsener ed en ubegrænset bevidsthed, som en del af universet, hvor alt er i bevægelse – vi deltager i en kosmisk dans, hvor selve bevægelsen er den bevidsthed, der udgør universet: det universielle sind. Bevidstheden og mennesets psyke er mere end tilfældige produkter af fysiologiske processer i hjernen: de er afspejlinger af den kosmiske intelligens, der gennemtrænger verden. Grofs syn eer her meget tæt på Maslows, idet han ser den transpersonlige oplevelse som særdeles virkningsfuld terapeutisk teknik.