Second force:

Den psykoanalytiske eller "psykopatologiske" tilgang trækker på observationer og terapi af og med mentalt syge mennesker, og det er der kommet en hel del godt ud af. Den har givet indsigter i de mere ordinære bevidsthedsaktiviteter. Desværre ser den snart patologiske aktiviteter alle vegne og det giver et forvrænget billede.

Resultatet af behaviorismen/kognitive psykologi og psykoanalysens tilgange er at individer ses som en kombination af robot og animale instinkt/drift, som civilisationen med nød og næppe kan holde i ave. Tilgange som ikke opfordrer til undersøgelser af dybere niveauer af bevidstheden. Der er ikke noget at hente for en seriøs videnskabsmand. Disse to tilgange er langt hen af vejen i harmoni med det materialistiske menneskesyn, som dominerer den vestlige tankegang. Man ender i "scientisme "der minder om fundamentalistiske, dogmatiske, religiøse synsvinkler, uigennemtrængelige for nye data og ideer, en kontinuerlig åbenhed som videnskabelig forskning jo bør have. De to retninger har været kilde til særdeles anvendelig information om og metoder til at studere bevidsthed, men som regel udført indenfor de implicitte scientisiske paradigmer der præger vor tid.
Freud, Erikson, Klein, Mahler, Bowlby, Winnicut, Kernberg, Vaillant, Kohut, Stern, Kohlberg.

Objektrelation og splitting i sandt og falskt selv. Personligheden/personaen skabes hele tiden og emergerer, opstårfordi barnet skal overleve i en fysisk verden af nødvendigheder. Personlighedsstrukturer og kognitive mønstre udvikles for at beskytte processen i organiseringen af selvet. En del af barnets ubeskyttede kontaktmed omgivelserne er truet, og barnet konstruerer regler til at udvikle nye konstruktioner om omverdenen. Barnet lærer gennem adfærd, identifikationer og psykiske forsvarsdynanikker at overleve, beskytte sig. Der dannes kognitive bufferefor at beskytte et truet aspekt af selvet, idet konflikter og ambivalens opstår i barndommen under udviklingen af jeg-identiteten, autonomi.

Når ens jeg-opfattelse knyttes til en tillært personlighed, idet individet herefter bliver fremmed overfor sin egen selv. Oplever splittelse mellem modstridende krav, står overfor dilemmaer, modrettede attraktorflader: driftmæssige, sociale, imaginære. Det indebærer paradoksalt at en række kvaliteter eller aspekter af selvet beskadiges eller gradvist tabes under barnets opvækst, kulturens byrde. Adskillelsen fra moderen, separation/individuation processen, kapringen, hvor barnet tilegner sig sin individualitet, kan opleves at indeholde et tab af kontakt med eksempelvis de fantasmatiske selv-fornemmelser, som efterlader en neurotisk følelse af tomhed, savn og længsel i kernen afselv-fornemmelserne.

Selv-system og personlighed skabes hele tiden og emergerer, opstår fordi vi/barnet skal overleve i en fysisk/social omverden af nødvendigheder. Psykodynamiske personlighedsstrukturer og hierarkisk kognitive mønstre udvikles/emergerer for at beskytte processen i organiseringen af selvet. En del af barnets ubeskyttede kontakt, forandring kvaliteten af interpersonelle relationer, ændringn i kateksering, og relationert med omgivelserne trues, og barnet lærer situationistisk, gennem ædfærd, identifikationer og psykiske forsvarsdynanikker at overleve, beskytte sig. Under udklækningen sker dannelsen af kognitive og interpersonelle buffere for at beskytte et truet aspekt af selv-fornemmelser, idet dilemmaer, konflikter og ambivalens opstår under udviklingen af autonomi og identitet. Fra ydrstyret til indre, fra afhængig til uafhængig, herre/ trælrelationer. Der sker et adskillelse af noget ydre og indre i den sociale interaktion, et falsk og et sandt selv, noget privat og offentligt - vi lærer at forstille sig, spille roller for at opnå realisering af hensigter. Personligheden er udtryk for nødvendige kompromisser med omverdenen. Derfor aldrig udtryk for noget spontant, for fri vilje, frie valg - men en kompulsiv emergens og reaktion! Man knytter sig altså til et selv-billede for at få sikkerhed, fysisk, emotionelt, økonomisk, socialt - men selv-billedet er jo i sidste instans ikke andet end en selv-skabt mental konstruktion af skemabegreber, minder og følelser! Det emergente selv-billede har således som sin kerne følelsen af fravær og tomhed pga. beskadigede aspekter i selv-fornemmelser og den fantasmatiske sfære.

Problemene, neurosen, psykosen opstår når ens jeg-identitet knyttes til den tillærte personlighed og ikke et selv-billede, der er i harmoni med selvet. Personligheden indeholder ubevidst erindringen af aspektet og søger at fylde hullet med falsk kvalitet eller med håb hentet udefra. Personligheden er en refleksion, omend ufuldstændig, af ens selv, som en imitation af og et substitut for et aspekt i selvfornemmelserne. Det tillærte selv-billede udelukker paradoksalt ganske enkelt oplevelser af fylde og enhed. Dvs. når det tillærte selv-billede trues af ambivalens, konflikt- og nederlagssituationer
o.a. så producerer det mentale jeg angstfornemmelser og forsvarsreaktioner træder i funktion.

Det betyder at eksempelvis en identifikation med et ideal, samtidig indeholder idealets typiske forsvarsdunamik til at sikre beskyttelse og overlevelse, og at denne forsvarsmekanisme samtidig står i modstrid med de beskadigede aspekter, hindrer dem i at heles. Identificerer man sig med den stærke, magtfulde helt, der åbent konfronterer ondskabsfulde modstandere,
så overtages samtidig dennes forsvar: aggression og det hindrer paradoksalt oplevelsen af intimitet, tillid. Personligheden indeholder altså ubevidst det beskadigede aspekt og søger at udfylde det. Vi vokser altså ydrestyret op med et specifikt sæt af identifikationer, forsvar, interesser, kompetencer og potentialer, men har opbygget en falsk personlighed med ideer og overbevisninger, som er hentet ikke blot fra at imitere forældre og omgivelser - individet skaber sig selv, forudgriber begivenheder, reagerer
med bestemte mønstre af følelser og adfærd, som reflekterer
det jeg-ideal, selv-billede, som man ubevidst identificerer sig med. Et selv-billede som er en reaktion, der automatisk emergerer i situationer og som er en adapteret konstruktion af reaktioner på tidligere situationer i den tidlige barndom og fødsel. Som voksne har vi tilsyneladende gradvist mistet kontakten og har blot minderne fra en tidligere tilstand af harmoniske selv-fornemmelser og af og til har vi måske lejlighedsvis adgang til den, f. eks. gennem plateau/højdepunktoplevelser. På trods af succes i hverdagen, ægteskab, arbejde, økonomi kan der altså opstå ambivalens, et savn eller en længsel, som gør at den enkelte af og til kan føle sig tom indvendig, man har huller i sit eksistentiale, beskadigede aspekter forstået som manglende tillid, manglende kærlighed, manglende mod, manglende nysgerrighed, manglende glæde - eksistentiel angst og smerte.

Nu er både personlighed og selv nødvendige elementer, det skal ikke forstås som et enten/eller. Der eksisterer ingen selv-fornemmelser uden personlighed. Problemet er altså ikke personligheden som sådan, men adskillelsen fra selv-fornemmelserne. Det gælder om at kunnede-identificere - dvs. gennemskue
sit falske, tillærte jeg-opfatelse, gennemskue de identifikationer,
forsvar og fikseringer, som udgør den falske personlighed, og afdække
ens beskadigede aspekter i selv-fornemmelserne. Identifikation med sit selv-billede har således en defensiv funktion. Fortsætter identifikationen,
fortsætter forsvaret, så for at få kontakt med sit sande jeg, sine selv-fornemmelser, må man de-identificere sig med en bestemt jeg-struktur og selv-billede. Selv-transformation kommer i stand gennem eliminering af ikke længere nødvendige forsvarsmæssige jeg-identifikationer. Målet for det refleksive projekt er at bringe lykkelig overensstemmelse mellem personlighed og selv,
det mentale og det fysiske, det tænkte og det gjorde, tanke og handling,
kognitivt og interpersonelt. Målet er det hele menneske: fysisk selvværd, moralsk integritet, mentalt selvværd og følelsesmæssig stabilitet i en afbalanceret livssituation. En person hvor samtlige af selvets aspekter er realiseret. Midlet er opmærksomhed påring slaveriets natur