Bind 2. Brooklyn Trilogien Papegøjen og Bæstet af Poul Goldschadt

The Browne Book. Bind 2. Brooklyn Trilogien Papegøjen og Bæstet af Poul Goldschadt

Mit Navn er Murphy Browne, ikke Dark eller Fanshaw, og jeg var med Blue også i Boston og da han var nordpå og arbejdede. Han vidste det ikke, men jeg var med og så det hele selv. Jeg var på vej hjem, det var fredag hen under aften og jeg kom forbi en frugthandler og min næse pludselig fik færden af en kasse med abrikoser. For nogle mønter jeg havde i den ene lomme købte jeg en større pose. Murphy er hjemme. Murphy rejser ikke mere ud. Murphy bliver hvor Murphy er, bliver den Murphy er. Bliver siddende her i solen. Alt det passerede er sket. Kun fremtiden ligger forude. Der er gjort rent bord og Murphy kan nu spytte ud. Murphy rømmer mig, samler sammen – HOIK – til et kraftigt skrig. Udsigten ligger diffus i solskinnet og når Murphy kniber øjnene sammen kan Murphy gennem det skarpe lys se horisonten. Så sender Murphy er voldsom fugtig lyd-samling langt ud over det flade. Horisonten – stregen mellem det endelige for neden og det uendelige for oven. Sådan er det. Den akustisk-sproglige vending og genkomsten af det platte. Ganske enkelt – ufatteligt for de fleste, smerteligt for de få. Du husker nok – “Dig, dit rådne æg!” havde hun sagt til ham. ”Det er lige hvad du er, et råddent æg!” og så var det hun havde viklet armen fri af sin ledsagers arm og var begyndt at hamre Blue i brystet med næverne. Hun skreg alle mulige ukvemsord ind i ansigtet på ham, anklagede ham for den ene infame forbrydelse efter den anden. Helt urimeligt. Blue havde bare stået og mumlet hendes navn igen og igen. ”Sådan, lille skat, sådan, rolig, rolig.” Han havde forsøgt at skelne mellem det vilde dyr der pludselig havde angrebet ham og den kvinde han elskede. Den anden mand fik standset optrinnet og førte den grædende, forhenværende kommende Mrs. Blue ned ad gaden og rundt om hjørnet. Og det var så det! Blue var gået hjem, havde lagt sig på sengen og givet sig til at tænke efter og afveje mulighederne. Når blod størkner bliver til brunt. Sådan er det, det siger Murphy. Det røde farves brunt. Blåt bliver rødt og så brunt. Sådan er det. Murphy følte sig svigtet, han var blevet stukket. Som en kort genstand borende sig ind i brystet, som slebet skarpt på begge sider. Murphy husker det tydeligt, men kan ikke forstå hvorfor og hvordan for den sags skyld. Men Blue var tilstede. Som gav han noget videre. Noget Murphy skulle mærke og huske. Dufte? Så forsvandt Blue og Murphy var tilbage med Mit Navn er Murphy Browne, ikke Dark eller Fanshaw, og jeg var med Blue også i Boston og da han var nordpå og arbejdede. Han vidste det ikke, men jeg var med og så det hele selv. Jeg var på vej hjem, det var fredag hen under aften og jeg kom forbi en frugthandler og min næse pludselig fik færden af en kasse med abrikoser. For nogle mønter jeg havde i den ene lomme købte jeg en større pose. Murphy er hjemme. Murphy rejser ikke mere ud. Murphy bliver hvor Murphy er, bliver den Murphy er. Bliver siddende her i solen. Alt det passerede er sket. Kun fremtiden ligger forude. Der er gjort rent bord og Murphy kan nu spytte ud. Murphy rømmer mig, samler sammen – HOIK – til et kraftigt skrig. Udsigten ligger diffus i solskinnet og når Murphy kniber øjnene sammen kan Murphy gennem det skarpe lys se horisonten. Så sender Murphy er voldsom fugtig lyd-samling langt ud over det flade. Horisonten – stregen mellem det endelige for neden og det uendelige for oven. Sådan er det. Den akustisk-sproglige vending og genkomsten af det platte. Ganske enkelt – ufatteligt for de fleste, smerteligt for de få. Du husker nok – “Dig, dit rådne æg!” havde hun sagt til ham. ”Det er lige hvad du er, et råddent æg!” og så var det hun havde viklet armen fri af sin ledsagers arm og var begyndt at hamre Blue i brystet med næverne. Hun skreg alle mulige ukvemsord ind i ansigtet på ham, anklagede ham for den ene infame forbrydelse efter den anden. Helt urimeligt. Blue havde bare stået og mumlet hendes navn igen og igen. ”Sådan, lille skat, sådan, rolig, rolig.” Han havde forsøgt at skelne mellem det vilde dyr der pludselig havde angrebet ham og den kvinde han elskede. Den anden mand fik standset optrinnet og førte den grædende, forhenværende kommende Mrs. Blue ned ad gaden og rundt om hjørnet. Og det var så det! Blue var gået hjem, havde lagt sig på sengen og givet sig til at tænke efter og afveje mulighederne. Når blod størkner bliver til brunt. Sådan er det, det siger Murphy. Det røde farves brunt. Blåt bliver rødt og så brunt. Sådan er det. Murphy følte sig svigtet, han var blevet stukket. Som en kort genstand borende sig ind i brystet, som slebet skarpt på begge sider. Murphy husker det tydeligt, men kan ikke forstå hvorfor og hvordan for den sags skyld. Men Blue var tilstede. Som gav han noget videre. Noget Murphy skulle mærke og huske. Dufte? Så forsvandt Blue og Murphy var tilbage med

 

 

stikket af svigt i hjertet. Noget næsten massivt dybt ramte dybt og blodet farvede det Murphy bar. Det lille hæfte af en bog – ja – og blodet sivede ud – ja – og farvede det blå rødt? Javist. Nu er det bag ham og Murphy søger ikke at tænke på det. Men det er svært. Sådan er det bare. Murphy har fundet ud af, at Murphy godt kan li’ regnvejr. Javist så. Det renser luften og gør vejrtrækningen helt tålelig. Murphy sidder og pladrer og bladrer lidt rundt i den blå-brune. Murphy har den stadig. Dark mødte aldrig frem. Som et ekko af egen stemme? Sådan lyder det. ” Alt var som affotograferet i hans hjerne. Det var som en scene i en film han kunne vise for sig selv igen og igen og igen.” Uden nogen grund – Murphy har lige sat sig på sengen og stoppet en pude om bag ryggen. Murphy holder det lille hæfte mellem sine hænder, men læser ikke i det. Sådan er det. Murphy ved kun alt for godt hvad det indeholder og vil ikke vide af det. Han forstår det ikke. Murphy forstår det ikke. Sådan noget vås. Hvad interessant skulle der være i det? Hvad vil Mr. Dark med den bog? Et mønster, en kode? Aftalen var at Murphy skulle overdrage bogen til en af Darks edsvorne og at han kort tid efter ville modtage en check på 500 $. En Gummicheck viste det sig senere! Murphy skubber alle tanker vedr. Blue til side. Men det er svært. Murphy sidder så Murphy kan se døren. Ingenting er overset, ikke en overflødig sætning, intet er spildt, selvom detaljerne er grå og diffuse og neutrale. Blue var sat på Stillman-sagen. Og Murphy var sat til at holde øje med Blue fordi man var bekymret for ham. Alt har betydning, alt set og sagt har betydning – så meget ved Murphy. Det trivielle er sommetider det mest vigtige, intet må overses. Og dog – den kloge ved hvad der skal overses. Det er derfor Murphy er klog – omend forsinket. Blue var smart. Det ved Murphy. Lad os komme videre til selve sagen: en eller anden var åbenbart bekymret for Blue, derfor var Murphy sat til at holde lidt øje med ham. Murphy så det hele selv. Det er derfor Murphy der har det blå hæfte hos sig nu. Ikke sandt? Blue gav det til ham. ”Fin nat for skygger,” sagde han og gav ham det i hånden. Murphy er ærlig. Murphy ved ingenting og Murphy har ingenting. Men Murphy bliver siddende stille og venter. I dyb kedsomhed. Murphy venter i næsten paranoid kedsomhed på Blue, håber en eller anden vil dukke op – selvom Murphy ved det er omsonst. Alt er omsonst. Blue er væk, gået væk, løbet væk, talt ud, købt ud – Murphy ved det ikke? Det er også ligegyldigt. Blue forsvandt. Hvis Murphy overlever sin kedsomhed, rejser Murphy i morgen tidlig. Pakker sin kuffert og så ud af døren. Slut med den depression. Så er der indstigning: Det verdner! Murphy, god dreng. A: Can you get me a taxi? B: We offer various types of transportation. A: Thanks, but no thanks. A taxi will do just fine. B: Got it, sir. Where would you like the taxi to take you? A: My destination is Rockefeller Center. B: What time do you want to leave the hotel? A: As soon as possible. B: I’ll call the taxi immediately, sir. A: Okay, I’m coming downstairs now. B: A brand new taxi is pulling up now, sir. A: Very good. Det er rigtigt Murphy boede i Brooklyn, men det var kun kort tid, så forsvandt Murphy igen. Navnet er Blue, alle der kendte ham kaldte ham Blue. Uanset i hvilken sammenhæng. Sådan er det. Nuvel – Han var mystisk på sin egen vis. På trods at stor åbenhed og et venligt imødekommende gemyt, gemte han over noget. Og alligevel. Som sagt mit navn er Murphy Browne – ikke Blue. Jeg glemte at sige jeg stammer oprindeligt fra San Diego, Mesa County, CA. U.S.A. New York ligger langt væk og jeg kender kun få mennesker der. Lige nu er Murphy i New York og skal blive der et par dage. Murphy har ingen problemer med hvem Murphy er og hvad Murphy laver. Ingen problemer med glas og spejle, det rager ham en skid, Murphy rejser snart tilbage og regner ikke med at vende tilbage hertil. Det er derfor Murphy finder det OK, at give sin fremstilling vedr. Blue og det passerede. Murphy skal i morgen til at lille møde med Mr. Dark. Ja, det undrer også mig. Og han skulle tage bogen med. Ja, det er interessant. Det har Murphy nu ingen problemer med. Faktisk har Murphy ingen problemer for tiden. Kun tankerne om Blue og det passerede får ham til at fortælle. Murphy er i besiddelse af den lille blå bog og den vil Murphy efter aftale aflevere til Mr. Dark i morgen. Murphy er bange. Skidebange. Hvis Murphy ikke overlever og kan vende tilbage så er der ingen at kontakte. Murphy arbejder helt alene. Murphy bor alene og lever alene, sidder alene på sin pind og keder sig og ingen vil savne ham. Dark vil åbenbart gerne læse den blå bog. Helt privat naturligvis. A: Hi, are you Virginia? B: I am Mia. You must be Murphy. A: Yes, that’s me! B: It’s so good to finally meet you. Dark has told me so much about you! A: I hope that he had good things to say about me! B: He had only good things to say. Did you have trouble finding me? A: Well, how many beautiful women in a red dress by the fountain are there? B: Thank you for the compliment! A: So would you like to go get a bite to eat, Mia? B: That sounds perfect. Lead the way! Overgang og mellemspil. Så skete det! Jeg skulle blande mig udenom! Javel, sagde jeg, ser man det? Kender De følelsen af at noget ikke er rigtigt? Tingene er ikke som de skal være efter forventningerne. Der er mørke midt på dagen, selv om sagen er glasklar og solen skinner. Kender du det? Næ, det gør jeg faktisk ikke. Murphy ankom i går aftes og sidder lige nu på sit hotelværelse foran ham på et bord ligger en større pose med abrikoser. Han føler sig urolig og skræmt. Han virker temmelig bange. Murphy kan ikke li’ byen og bliver på sit værelse. Murphy er ærlig, det er hans problem. Murphy kan ikke lyve, derfor bliver Murphy på sit værelse. Murphy vil ikke… Murphy, god dreng. Han fattede ikke et kuk. Murphy, god dreng-eng. Murphy vil ikke tale med nogen, kun aflevere det lille hæfte og så stikker Murphy af, vender hjem og ingen skal høre et kuk fra Murphy igen. Nu komme det. Den blå bog er blevet rød. Murphy ved godt det lyder åndssvagt, men det er rigtigt. Murphy kan ikke lyve. Det blå hæfte var blåt indtil Murphy ankom til byen. Murphy har det her – og nu er det rødt. Murphy ved ikke hvad der er sket. Og alligevel er Murphy bange. Skidebange. Meget skide bange, som skulle han selv gøre i bukserne. Og benene rystede under ham. Murphy ved det er det samme hæfte, indholdet kender Murphy og det er helt det samme, men farven er ændret. Ja. Omslaget har sgu’ skiftet kulør.

 

 

Ja. Nu kommer det. Blue var rødhåret! Ja. Sådan er det. Kun øjnene var blå. Ja, hva’ så? Fortæl nu noget vi ikke ved. Murphy arbejder helst alene, men for få timer siden ringede telefonen på værelset. Det var Virginia Stillman. Jeeezzz. Murphy er helt rolig og rejser snart tilbage. Murphy har ingen at tale med og ønsker heller ingen skal vide Murphy er i New York. Måske vil hun ringe igen og spørge om det samme. Det kan godt tænkes. Men noget er galt, helt forkert og Murphy skal ikke blandes ind i noget. Måske rejser Murphy allerede i morgen-orgen, må tale-ale med nogen, kun aflevere det lille hæfte og så stikker Murphy af, vender hjem og ingen skal høre fra Murphy igen. Nu komme det. Den blå bog er blevet rød. Ja, det ved vi godt! Murphy ved det lyder åndssvagt, men det er rigtigt. Murphy kan ikke lyve. Det blå hæfte var blåt indtil Murphy ankom til byen. Murphy har det her mellem sine hænder – og nu er det rødt. Murphy ved ikke hvad der er sket. Og alligevel er Murphy ikke helt rolig. Følte sig snigløbet. Murphy er bange. Virker forskræmt. Nervøs. Var han ved at få tvangstanker? Havde han ombestemt sig? Led Murphy af forfølgelsesvanvid? A: Can I ask you a question? B: Sure, what’s up? A: Well, I was just wondering if you’d like to go out this Friday. B: Really? A: Yeah, I was thinking we could get a bite to eat and catch a movie. B: That sounds like fun. A: Of course, we can do something else if you’d like. B: No, no, dinner and a movie sounds great. A: Well, what time would you like me to pick you up? B: How about 7:30? A: That sounds good, so I’ll see you then. B: Okay, cool. A: I think I like you! Murphy ved det er det samme hæfte, indholdet kender Murphy og det er helt det samme, men farven er ændret. Hvad særligt skulle der være i det? Omslaget har skiftet kulør. Blue var rødhåret! Sådan er det. Det er ikke noget nyt. Kun øjnene var blå. Igen! Murphy er helt rolig og rejser snart tilbage. Murphy har ingen at tale med og ønsker heller ingen skal vide Murphy er i New York. Men noget er galt, helt forkert og Murphy skal ikke blandes ind i noget. En svag stemme som et ekko af hans egen, blot svagere-agere. Måske rejser Murphy allerede i morgen.

 

 

Pludselig stivnede Murphy! “Har De øvet Dem på den tale-ale længe?” spurgte Mistænkte. “Hør her, kammerat,” Mistænktes stemme lød nu næsten bebrejdende, “De må se at tage ved lære-ære, hvis De vil have en finger med i spillet. Pengeafpresning er et grimt ord, det antyder noget ubehageligt-ageligt.” “Lad os få en ende på den her sag. Hvornår, hvor og hvordan og hvorfor? Jeg kunne godt lide at vide, hvad De taler-aler om,” havde Murphy sagt.” “Hvad går svindlen ud på?”. “Hør her, kammerat, hvis jeg skal spytte ud, må De også gøre rent bord-ord.” Hold kæft hvor blev Murphy bange. Skidebange. Han var selv blevet skygget, snigløbet ned. Nedstigning: Rejsen gennem – han rystede i bukserne, som stod han og rystede en lort ned gennem det ene bukseben. I hovedet sad en papegøje-øje! Introjekteret. Jo, jeg havde godt nok set optrinnet. Det hele så jeg, de kom gående, Blue så dem sammen. Jeg så dem sammen. Sådan. Blue gik videre, men hun vendte om, løb pludselig hen og startede med at dunke Blue i brystet. Jeg kunne ikke høre hvad de sagde, jeg stod for langt borte. Fortællingen om selve sagen? Javel. Kan De måske forklare mig det? Nu til sagen selv. Javel. Et eksempel. Uden nogen grund blev jeg for et par dage siden opsøgt på min bopæl af to mænd fra Kriminaliteten. De havde begge trenchcoats på og små grimme hatte der åbenbart var moderne på den tid. Det føltes slet ikke rart. Jeg skulle blande mig udenom! Javel, sagde jeg, ser man det?

 

 

Indstigning: Det verdner. Jeg skal sgu’ ikke blandes ind i noget. Men det var ikke forfatteren Dennis W. Beckman, der var sammen med den nu forhenværende Mrs. Blue. Det ved jeg, for jeg var der selv. Altså var det ikke det, der plagede ham. At læse teksten var i grunden ikke svært. At lære den udenad var straks sværere. Den gav blot ingen mening. Det rene volapyk. Uglegylp. Murphy havde derefter givet sig tid til at studere de tegninger Blue havde skitseret i den blå bog, den gang har arbejdede oppe nordpå for en person ved navn Dark. Figur og grund. En horisont. En fugl, en falk, en ørn? Sådan noget fis. En tegnet serie? Nuvel – Murphy syntes det var en mærkelig bog. Virkelig meget mærkelig. Den lignede ikke noget Murphy havde set tidligere. Murphy, god dreng. Han fattede ikke et kuk. Murphy, god dreng-eng. A: Hello! Tomorrow I’m going to need a wake-up call. B: Not a problem. What time shall we call you? A: I always hit the snooze button, so give me two calls, one at 7 and another at 7:15. B: It’ll be our pleasure. We’ll call you at 7 and then at 7:15. A: Oops, cancel that. Change the second call to 7:30, will you, please? B: No sooner said than done. Can I help you with anything else? A: No, that’s about it for now. Thanks. B: Okay, sir. Have a pleasant evening. Hjemme hos sig selv havde Murphy nervøst forsøgt at omplacere skitserne i en anden orden. Som skulle de blot placeres i en anden rækkefølge, så vil der opstå et forløb, en fortælling, der kunne kaste lys over det passerede. Muligvis. Murphy, god dreng. Han fattede ikke et kuk. Murphy, god dreng-eng. Overgang og mellemspil. Jeg var fulgt efter Blue, men pludselig drejede han om et hjørne og jo, det var mig der standsede op helt forvirret. Blue havde skjult sig i en telefonboks. Og da jeg gik forbi stak Blue hovedet ud og hvislede finnatforskygger ud mellem tænderne! Murphy blev rent ud sagt skide forskrækket og havde nær

 

 

pisset i bukserne. Du husker nok – Næ, det gør jeg faktisk ikke! Pludselig stivnede Murphy. Han havde set det. Blue tegnede når han kedede sig. Murphy selv havde kedet sig og var selv på et tidspunkt rejst en uge til Florida og havde tabt de fleste af sine penge på et casino. En kvindelig bekendt havde taget sig af overvågningen af Blue. Murphy kom tilbage men var flad. Han var blevet tilbudt 500 $ for bogen med rapporten. Blue boede i en papkasse, var snavset og håret strittede og ha kedede sig. Murphy boede selv den gang i Brooklyn. A: Hi, I want to check out. Here is my room key. B: One second, sir, while I print out your receipt. Here you are. A: Thanks. B: May I ask, sir, if you enjoyed your stay? A: Yes, I enjoyed the hotel. And I loved Brooklyn, of course. B: Thank you. Nedstigning: Rejsen gennem – Fortællingen om – Et oplevende registrerende jo, jeg så godt da Blue stod af bussen og løb panden ind i en lodret jernstang. Bus stop. Jeg skulle ikke blandes ind i noget. Han skulle lære at se sig for hvor han går. Blue tænkte at – Murphy læste Blues skrift og søgte tyde betydningen, at lægge billederne sammen, så omvendt, så modsat igen. Vertikalt. Horisontalt. I cirkel. Som en kurve. Som tre og firkant. Men lige meget hjalp det. Hvad tænkte Blue? Det virkede meget mystisk. Hvad ville Dark med den bog? Jeg skulle blande mig udenom! Javel, sagde jeg, ser man det? Undervejs, javel. Murphy gav sig nervøst til at samle numrene og notere sig de tre første ord i hver linie! Det var også som der manglede numre, som om afsnit var blevet fjernet! Lå der en kode bag? Eller foran? Måske. Nuvel, på trods – 5. Svindlen må ophøre. Det gav ingen mening? 5. Opstigning: I porten 5.1. Jo-jo, det lille 5.2. Jamen, hviler verden – Principles of Cybernetics. 5.2.1. Murphy betror dig? Hvad skal det sige?

 

 

6. Murphy oplevede at…Hvad har det med mig at gøre? Hvad raget det mig? 6. Lårklaskende latterligt, stod der et sted. Det var en mærkelig bog. En meget mærkelig bog. Hvad skulle Dark med den? Rummede den noget hemmeligt? En metode? Et løsen. Den ubevægede jo-jo – Jeeezz! Murphy vidste ikke om det var forbudt at fløjte. 7.2.2. Selve kernen udtrykkeliggjort – OMG! 9. Gummicheck, tænkte Blue! Hvad? Gummicheck, tænkte Murphy. Hvad? Gummicheck, tænkte læseren, igen forsinket. 7.2.7. Murphy ville ikke kunne tyde teksten selvom han læste den bagfra. Det gav ingen mening overhovedet. 7.2.8. Murphy Tænker sgu’ Blue vidste noget om Dark. Noget som ikke skulle ud, blive kendt. At Dark muligvis var identisk med Dennis Beckman. Jvf. navnet W. Beck-man og Lorte- Rapporten! Murphy sad med rapporten i hånden og fattede ikke en skid. Hvad skulle Dark bruge den til? Ta’ et blad ud og tørre sig? 10 . En gang til havde han sagt. Og Murphy nikkede med hovedet og accepterede stiltiende aftalen. Han skulle bare aflevere den blå bog og ville kort tid efter modtage en check på 500 $. Jeeeezz. 7.3. Ser du, min – nej, det giver ingen mening. Jo mere Murphy syntes det hele var meningsløst, jo mere bange blev han. En smule paranoid måske, som blev han selv skygget. Men paranoiditet i stigning! Var han selv blevet sat op?

 

 

7.4. Hvad synes nu – nej, jeg er bange for det ikke giver nogen mening for læseren. Murphy læste videre: Årsagen til alverdens løgn og bedrag kunne henføres under begrebet: Manden W. Beckman. Medie Mogulen. Sagens opklaring bestod simpelthen i at tilbage føre de fiktive dæknavne Beckman benyttede i sine forklædninger til de egentlige – ganske enkelt. Der opstod af netværk og et system, en taksonomi og ikke nok med det! – en, en sig ganske skræmmende selvreproducerende fortælle-ælle- modelmaskine, således at tingene og fortællingerne ville kunne køre af sig selv, langt, langt ud i fremtiden ganske uden indblanding fra nogen øvrighed iøvrigt. Godt nok. Genkomsten af det evigt platte. Ja, det er sgu’ nydeligt. 11. Hvor kommer stemmen-emmen fra. Murphy blev kold! Alt li’som isnede i ham som en isme. Vi tænker med øret! Når vi taler lytter vi højt. Som et svagt ekko, men forsinket. En ny generation-ra-ion. Forsinket registrerende det aflyttede-yttede. Det genkendte-endte og det genkaldte-alte. 4. Murphy tænkte: at tænke er at lytte-ytte. 4. Overgang: Undervejs, javel. Den forvaltede verden-erden. Et simpelt introjekt. Et mem fæstnet til hjernebarkens krøllede folder. En flyvsk tanke-anke. Som sirenesang? Men af hvem? For hvem og til hvem? 4.1. Nuvel, på trods – nej, hvad er det for noget pjat med den revolver og skuffen der tømmes ud på gulvet? Murphy begyndte at ryste, ikke bare i bukserne, men over hele kroppen. Han blev mistænksom overfor lyde. 5. Svindlen må ophøre – Murphy læste videre. Milde Moses, sikke noget vås. Han rystede af vrede eller var han bange? Han fattede ikke hvad Dark ville med den bog. Havde man aflyttet nogen bestemt?

 

 

5. Opstigning: I porten – Murphy kunne mærke hårene rejste sig i hans nakke. I porten-orten? Lorten-orten. Murphy smagte efter på ordene. Det var røvsygt. 5.1. Jo-jo, det lille 5.2. Jamen, hviler verden – åh, Blue havde skrevet så meget pjat. Måske fordi han kedede sig? Hvorfor fanden skrev han? Kedede han sig måske tosset? Kan man blive tosset af at kede sig? Kan man kede sig ihjel? 5.2.1. Murphy betror dig. Alt hvad du siger kommer som et forsinket udkald, som at lytte til en noget allerede forud bestemt. Som var din beslutning allerede truffet af en anden. Som en før-skygge. 6. Murphy oplevede at når han læste kunne han li’som høre Blues stemme-emme, blot svagere end hans egen. Sidegang: Det er dog ufatteligt at man ikke for længe siden har taget dette til efterretning og gjort noget ved det. Genkomsten af det evigt platte, forsinket-inket. Det virker jo nærmest tragisk. Det slet tragiske-ragiske ragiske-tragiske og derud af, tænkte Murphy. 6.1. Den ubevægede jo-jo, hvad så med rapporten? Er vi dømt til at gentage forbrydelsen? Blue stod foran spejlet, Murphy stod foran spejlet, begge stod foran spejlet og læseren småkiggede med fra kanten, småsnakkede igen som forsinket. Hvor svært kan det være? Murphy, god dreng. Han fattede ikke et kuk. Murphy, god dreng-eng.

 

 

8. Murphy kunne ikke sige præcist, hvad der skete. Bogen gav intet svar på specielt Blues pludselige forsvinden. Dark mødte aldrig op til mødet som aftalt og Murphy sad med en Gummicheck? En skjult æsel- afsked? Det gav ganske enkelt overhovedet ingen mening. Flere gange var Murphy ved at give op. Han skulle ikke rodes ind i noget slam. Men noget nervøst drev ham videre. Murphy bladrede og læste hist og pist i bogen. Så var det han blev opmærksom på den lille plakatstump i inderlommen på sin frakke og undrede sig. Det var li’som foldet som et lille brev. Han fandt det besynderligt, nogen måtte have placeret det i lommen på ham, men hvornår? Mistænkte var jo end ikke i nærheden af ham da de passerede hinanden. Gæsterne ved baren så ikke ud til at have bemærket nogen forandring i lokalet. Ganske rigtigt det var kodet – og han kendte koden kun alt for godt. Beskeden ville være den samme når den blev dekrypteret og dechiffreret og det kunne Blue ikke li’. Den er gal, og det er jo galt og det er bestemt ikke godt. Mistænkte var nu for alvor ved at være skyldig, og Blue måtte se at få det standset inden ulykken skete, så meget vidste han. Han nynnede og rykkede med skuldrende, gyngede frem og tilbage som i et groove til at kendetegne detektivhelten. Han åbnede den lille foldede papirstump og gav sig til at læse. Javel. “Der mangler…” mumlede Blue, da han var færdig med at læse, og slog ud med armen, ganske enkelt som i en afværge manøvre. Sådan. Så trak han opgivende på skuldrene. Mange ville være på plads og takke ham, hvis han fik afsluttet i tide. Men lige nu følte Blue sig uendeligt træt og tankerne ville ikke rigtigt lystre. Der var nu kun to timer til. Tekststumpen, der var blevet til et foldet brev, var blevet til et spor. Et spor, javel. og Blue lagde det tilbage i inderlommen på sin frakke. Murphy læste videre: Han gik tilbage og stod ved samme stoppested som tidligere på dagen. Nu var det mørkere og derfor vanskeligt at læse plakaten. Han stod og ventede ved muren og forsøgte ikke at tænke på noget specielt,

 

 

men det var sgu’ svært. Det var ufravigeligt. Mistænkte ville undre sig over mødets indhold og langsomt gå i den fælde Blue havde udtænkt. Murphy var ikke sikker på at han havde fattet noget som helst, det virkede usammenhængende og mystisk. 7.2.1. Udstigning: Blue/Max/Muhammed – sikke noget vrøvl. Havde Murphy haft en rød blyant havde han streget det ud, det er jeg sikker på. Hi! How can I help you? It is time for a haircut. Please have a seat. How would you like your haircut? Just trim it, please. How does it look. It looks great. I little shorter in the back. Do you need me to wash your hair? Yes, please. How much do I owe you? That’s 15 Dollars. Here you are. Thank you very much! Have a nice day. Selve kernen udtrykkeliggjort. Abrikos-duftende. Sa skete det endeligt! Det gik langt om længe pludselig op for Murphy at han sad med sorteper! Ingen ville have Blues rapport. Alle er skide ligeglade. Det var et lorte-hæfte. En sepialorte-rapport. 9. Gummicheck, tænkte Murphy og snusede til sine fingre. Lorteper. Hvordan kan man bedst blande sig udenom? 7.2.7 Blue ville ikke mere. Det kunne jeg godt mærke. Jeg kan huske at han mistede sin lejlighed fordi han aldrig var hjemme og havde vist glemt at betale husleje eller sådan noget. Murphy havde på det tidspunt eget kontor med fantastisk kig ud over byens cityscape. Murphy læste videre: ” Her – mens han skrev på og læste dette sted i hæftet – var det så at Blue knækkede sammen på midten, som en foldekniv, og der næsten uden luft i lungerne nærmest vaklede han væk fra stolen ved vinduet ud mod betonmuren, og der snublende fik han fat i bordkanten, ellers var han faldet omkuld, så videre over mod sengen, hvor han der sammenkrøbet faldt om…”

 

 

7.2.8 Murphy Tænker sgu’ – han er sgu’ ikke dum. Bare lidt forsinket. Murphy, god dreng. Beckman, fagets måske bedste, havde der stået et sted og snu og fræk som bare en i helvede. Blue havde blæst skidt og lort og snusk lige op i ansigtet på Murphy, der var blevet skidebange og var begyndt at ryste i sine bukser. Komplet til grin. Taget i røven noget så eftertrykkeligt. Mon dog! Vi får se. 10 . En gang havde Murphy taget en bil tur til Boston, og fandt så ud af at Blue var fulgt efter i en ældre Buick. Det var meget mærkeligt. Det tog nu ikke Murphy mange minutter at ryste Blue af sig. Blue så ham ikke igen og måtte vende tilbage til Orange St. Det var også meget mærkeligt. Blue begyndte at rydde op i sin lejlighed. Det undrede Murphy en del, men pludselig var det hele overstået. Blue forsvandt. Der var kommet et brev fra Banken. Det havde været tale om en gummicheck. Murphy, god dreng. 7.3. Ser du, min fine ven. Noget var ved at ske, en voldsom vending i sagen. Murphy var skide nervøs og ængstelig. Hvad kunne der ikke ske ham nu? 7.4. Hvad synes nu umiddelbart mest indlysende? 11. Hvorfra kommer stemmen LeBlanc? Murphy var ved at fatte nogle spredte sammenhæng i forløbene, men fortsat intet konkret som sådan. Han næsten rystede på hænderne skræmt og spændende lagde Murphy sine egne noter frem på bordet og gav sig til at flytte rundt på en række af små gule og blå-brune sedler. Han trak flere gange opgivende på skulderende. Rystede li’som af frossen angst i sin tynde jakke. 7.7.1 Finalistisk i sidste instans. Også denne scene vil skifte, dette skal få en ende! Scorpion-parfumen, duftende som forsamlede. Frugt- og farvenavne: kongeblå, Byzanth-hvid, Le Noir? Samt stjernenætterne. Untitled!

 

 

7.7.2 Forstår vi abrikos pruttende? Spurgte Blue Murphy i sin tekst. Skulle det forstås som en slags morsomhed? Murphy var rystende skidebange. Han følte sig under- og snigløbet. Bag om ryggen, hen over hovedet! Hvordan kom han af med den blå bog, som nu er brun? Var Murphy luret i et baghold. Fin nat for skygger! Blue var sluppet fri og Murphy sad med lorten! Ja, det er sgu’ nydeligt. Dark – den forræder – havde misbrugt Murphy Browne. Nu var Murphy sikker i sin sag. Det var jo Murphy Browne der var protagonisten i Darks plot. Blue var blot et påskud, så man kunne checke og studere Murphy i aktion. Murphy, god dreng. Der var ting der blev tydeligere, og situationer der kunne forklares. Det var Murphy og hans lille privatdetektiv kontor med den fine udsigt til byens cityscape som kulisse, der var fortællingen. Nemlig. Levende råstof til fiktionen. Murphy blev kold og tom og skidebange. Følte sig dybt svigtet. Han huskede LeBlanc! Blank, blank. Hvad kunne Dark nu ikke finde på? Murphy, god dreng. Rolig, rolig. Nu skal du bare slappe af, gamle dreng. Murphy virkede ikke begejstret. 7.8.1. Max/Adam/Blue/Murphy – et stærkt team. Murphy følte han var blevet svigtet af en nærtstående og misbrugt som statisk og skuespiller i Dennis Bechmans uvirkelige virkeligheds Imperium som noget autentisk fiktivitets-replacement. Alle er øredøvende klakører i de andres dramatiske hverdagscirkus. Alle lod i hvert som om det var virkeligt. Omend koret var tåleligt. Scenen med Blue og jernstangen? Fup! Scenen med Blue og den forhenværende Mrs. Blue? Skuespil! Blue i papkassen? Fup! Det Babyloniske Sus? Fup! Altsamment for at få sat Murphy i arbejde, få sat gang i økonomien igen.

 

 

7.8.2. Murphy følte sig igen li’som en svigtet og overkørt – Murphy tænkte om ikke han skulle give Blue en røvfuld næste gang han så ham. Det hele omsonst. Mon dog, tænkte Murphy, ikke endnu, han skulle blot finde en måde at slippe af med Lorte-bogen, evt. returnere den til sin rette ejermand? Murphy, god dreng. Du har fået en fix ide og den skal du lade fare! Det kommer der ikke noget godt ud af, skal jeg sige dig. Sjældent så man så fager en rose-ose… William : Excuse me, sir, will you take a picture of us? Susan : Sure. This is a really nice camera. William : Thanks, my parents gave it to me. Susan : How do you use it? William : You press this button here. Susan : Come a little closer. Wait, that’s too close. Move a little to the left. Move back a little farther. OK, stay right there. William : Do you mean here? Susan : Yes, that’s good. Oh, I can’t get it to work. William : You need to hold down the button for about 3 seconds. Susan : OK I got it, are you ready? William : Yes. Susan : Smile. 7.8.3. Følelserne, Uha – Mit navn er Max Baumgarten, alias Dark. Nå, De kender mig? Jeg er den gode betjent i Civiltjenesten under Kriminaliteten. Sker der noget nordpå, så er vi kørt sydpå. Sådan er det. Det holder os i live. Jeg husker godt Blue, vi talte tit sammen. Blue ringede tit til mig og vi sludrede som gamle venner gør. Han var altid nysgerrig og ville vide alt hvad der skete og alt om alle. Jeg husker det glimrende. Der blev spurgt efter mig. ”Ja”, sagde jeg i røret. ”Noget nyt?” ville han vide, men fik ikke noget svar. ”Jeg leder fortsat efter en mand ved navn Stillman, Peter Stillman, han har været forsvundet i over en uge”. ”Han er fundet, en ældre herre, fundet i havnen i går aftes”, sagde jeg. ”Panden var slået ind. Hvad skal De bruge et lig til?” Jeg optræder for det meste kun i fuld uniformering selvom jeg ofte er i Civiltjenesten. Til sagen. Jeg hat fået afleveret den blå bog der tilhørte Blue. Den er nu nærmest brun og den ligger på mit kontor. Korpset modtog her til morgen en pakke og indeni fandt man Blues Poesibog, som vi kalder den her. Den er tidligere dukket op og så pludselig forsvundet igen for så at dukke op som f.eks. nu med denne pakke afsendt fra et posthus i Bronx. Hvis vi ikke finder dens ejermand og den ikke kan afhentes,

 

 

placeres den for en tid i arkivet på Forsyningskontoret, hvorefter den vil blive sendt til almindelig destruktion. Vi skal naturligvis søge at lokalisere ejermanden først og det vil blive noget at det første vi går i gang med. Murphy, god dreng. Murphy havde med angstfyldte fingre skrevet et brev. Brevet var modtaget og svaret returneret. En aftale var kommet i stand. Godt nok. Murphy gjorde klar til via Grand Central Station at forlade byen. Farvel til tanten i Bronx, går jeg ud fra. Der var tid til et enkelt ærinde mere. Daniel Quinn. Blue havde jo sidst optrådt under navnet Quinn, da han arbejde nordpå for en mand ved navn Mr. Dark. Murphy var fulgt med et stykke af tiden, men fandt det uendeligt kedeligt og havde taget bilen og ville en smut til Boston. Blue, der jo altså var Daniel Quinn, Privat detektiven var fulgt efter ham i en gammel Buick og var hurtigt blevet rystet af. Murphy undrede sig og blev lidt forskrækket. Var der noget galt? ”Må jeg få Deres autograf?” Murphy hørte snøvlende li’som sig selv tale blot med en svagere stemme end hans egen. Det var lykkedes Murphy at få Baumgartens underskrift og sammen ville de ekspedere bogen frem til dens rette indehaver. Javel! Dennis W. Beckman -– i fuld offentlighed vel at mærke. Rummede bogen noget hemmeligt? En slibrig historie fra Løgnespalten fodret af Forsyningskontoret? Et mord! Muligvis. Murphy, god dreng. Gode gamle Max, tak, min kære. Murphy ville overdrage bogen til Sikkerhedstjenesten, ganske enkelt. Her ville den klassificeres ”top hemmelig” og forsvinde i mørket. Det er bedst sådan…Bortset fra at Murphy havde andre planer med Lorte- rapporten. En smule skandale måske. Et medie-imperium med eget fornemt forkontor, fire ludere og tre stik-i-rend drenge, der evt. skulle kunne spille alle overvågnings-rollerne og snigløbene. Pengeafpresning er et meget grimt ord, men Murphy var klar i hovedet. Dark var sikkert selv forsvundet med et større beløb i kontanter. Skulle Murphy da ikke

 

 

også tage sig betalt? Det syntes Murphy var en go’ ide. Murphy ville pludselig dukke op foran Seagram-bygningen hvor Dark og sikkert Beckman selv havde for- og bagkontorer og der under navnet Daniel Quinn med Lorte-bogen under armen begynde at læse højt fra bladet! I fuld offentlighed. Med journalister og kamerafolk og andet godtfolk. Murphy, god dreng-eng! Ingen tvivl om at det ville skabe en reaktion hos Dark alias W. Beckman. Det skulle nok få dem ud af skabet! Af bygningen. Samtidig ville et SWAT team fra NYPD organiseret af en vis Mr. Schwartz som et kukur gå i stilling langs bygningens vest-side. Det skete ganske enkelt det at – ganske kort – der var sket en mindre brand på Baumgartens kontor i Kriminaliteten. En cigaret og noget papir. Ja, sikke noget rod. Den brune bog der havde ligget på Baumgartens skrivebord var nu blevet sort! Men intakt, så vidt man kunne umiddelbart konstatere. Der var tale om en kopi! Bogen havde nu en dobbeltgænger. Men hvilken var originalen? Murphy der gav den som Quinn foran bygningen, blev ramt af en pludselig bombesprængning. Der var hurtigt et SWAT team og et par tydelige G-mænd på åstedet. Forbavsende hurtigt. Murphy og bogen var forsvundet i et sky og efterladt et større hul i asfalten. Murphy overlevede og kom hostende ud af krudttågen, men bogen var tilsyneladende forsvundet. Murphy blev slemt forskrækket, men tog sig sammen og brød ud i en sang-ang. I Porten-orten, lå Lorte-lorten, di da, og lys-ste gylden – en rigmands søn-øn tog det for guld. Hold altid orden – I perlePorten, di da. Finten der havde været kodet lykkedes og Murphy forsvandt som en kat blandt nogle af SWAT teamets jeep-lignende biler, der fortsat stod og blinkede selvom det hele var overstået. Folk fattede ikke en skid af hvad der foregik. Skidt og snavs og møglort blev blæst direkte ind i hovederne på folk. Som spædt barn havde moren fodret ham med en sjælden og temmelig hemmelig abrikos-mos. Murphy havde skabt en sensation, man kunne læse det om i aviserne. Ud af asken var fremtryllet – den sorte bog! – den med de mørke sider! Der forelå nu et større rekonstruktionsarbejde af bogens indhold. Bogen var blevet til et manuskript! Hvor meget var gået tabt etc. Det ville tage et stykke tid. Murphy ville fremover kunne styre alle former for

 

 

interessant dokumentation for samtaler, der herefter måtte kunne offentliggøres af hensyn til og i sikkert samarbejde med Sikkerhedstjenestens chefer, herunder muligvis en Max Baumgarten. Den kunne som orakel fremover benyttes til at dokumentere hvad som helst. Murphy, god dreng. Daniel Quinn døde senere af sine kvæstelser. Stakkels skin. Det var nu ventet. Men Baumgarten var muligvis en gevinst. Var det Blue der spillede Baumgarten? Det kan tænkes. Blue var så godt som i forvaring, ingen tvivl om det. Murphy fandt at det var på tide, Murphy svarede igen på W. Bechmans Medie Imperiums invitation – årets mand i skysovs! Er du skizofren? Ja, ja. Så … Blank, blank. Er du paranoid? Ja, ja. Så… Blank, blank. ”Han er fundet, en ældre herre, fundet i havnen i går aftes. Forhovedet var slået ind. Hvad skal De bruge et lig til? Død mand i skysovs! Sikker forside! Murphy havde travlt med at blande sig udenom. Muligvis ville han snart trække sig tilbage til La Jolla, Californien. Det kunne man godt forestille sig. Dennis Beckman og liget af den døde Stillman med panden eller var det forhovedet slået ind. Ikke umiddelbart nogen god sammenstilling. På frontsiden – breaking news! The Dark Files – den med de mørke felthuller og metalblå skygger! Den sepiasorte bog med mørke sider. Havde Murphy glemt at Baumgarten godt kunne være identisk med en vis Mr. Dark? Det tror jeg ikke. Der var slået et sort og stort hul ind til den kollektiv bevidsthed, det kommunale rum nu bredt ud som database, talrige individprofiler og forudgribende drone-agtige aktions forbehold og virus-angreb. Total kontrol. Vi handler på dine vegne, før du selv ved det! Murphy tog en taxa ind til Grand Central Station og forsvandt ned mod en af de fjernere perroner. Han havde fortalt sine nærmeste kolleger at han kedede sig som en i helvede. Og ville tage en pause væk fra det hele og tænke situationen godt igennem. Murphy havde kig på en mindre Condo i La. Jolla, som trængte til en kærlig hånd og græsset skulle sikkert slås. Bare indtil videre. Så dukkede en af Baumgartens nevøer op som ud af ingenting. Han sagde at han var en god ven af Blue og gerne ville have tilbageleveret den lille notesbog, som havde været forsvundet. Han talte længe med Baumgarten på hans kontor og de blev sikkert enige om noget, for Baumgarten tog bogen og lagde den ind i et pengeskab, der var bygget

 

 

ind i hans skrivebord. Nevøen placerede sin kasket på sit hoved, sagde farvel og gik ud på parkeringspladsen. Jeg gjorde mig færdig med rengøringen på stationen og skulle til at gøre mig klar til at køre hjem. Klokken var over syv. Der lød en tør underjordisk eksplosion. Hele bygningen rystede. Men så var det hele pludselig ovre. Nogen havde placeret en bombe i Nevøens bil, som nu står helt udbrændt og lugter af krudt. Hurtigt var der politi og folk filmede eller tog billeder. Baumgarten fortalte på TV at det havde været en fjern nevø, han kendte ham ikke sådan. Vidste ikke hvad han hed. Det hele var meget mystisk. A: I haven’t seen you around, so you must be new here. B: As a matter of fact, I am. A: It’s nice meeting you. B: Nice to meet you too. A: When did you move out here? B: I moved here about a month ago. A: What do you think of it so far? B: It’s great. A: Don’t you think that it’s beautiful here? B: It really is gorgeous. A: Well, welcome to the neighborhood. B: Thank you for making me feel welcome. Klokken var over 10 da Baumgarten kom ind på sit kontor, tændte lyset, satte sig ved sit skrivebord og åbnede for pengeskabet. Han tog en bog frem. Tændte for skrivebordslampen så lyset faldt skarpt ned over det han læste. Han læste længe. Lagde til sidst bogen fra sig, tog sine briller af og gned sig med en finger midt mellem øjenbrynene og trak sig i næsen. Javel, en pensioneret politimand. Fangevogterens søn trækker døren til. Hold dig til kendsgerningerne! Han havde rejst sig fra stolen ved vinduet og gik lidt uroligt frem og tilbage inden han standsede ved stolen igen og satte sig. “Dig, dit rådne æg!” havde hun sagt til ham. ”Det er lige hvad du er, et råddent æg!” og så var det hun havde viklet armen fri af sin ledsagers arm og var begyndt at hamre sin mystiske ledsager i brystet med næverne. Hun skreg alle mulige ukvemsord ind i ansigtet på ham, anklagede ham for den ene infame forbrydelse efter den anden. Helt urimeligt. Blue havde hurtigt og resolut grebet ind. ”Sådan, lille skat, sådan, rolig, rolig.” Blue fik standset optrinnet og med armen beskyttende omkring hende, førte han den grædende, kommende Mrs. Blue ned ad gaden og rundt om hjørnet uden at se sig tilbage. Og se det var så det!

 

 

Blue og damen var gået hjem, begge havde lagt sig på sengen og givet sig tid til at tænke efter og afveje mulighederne. Hold dig til kendsgerningerne! Det var Murphy der spillede Dark, det var Blue der spillede Baumgarten, det var ham den lille nye, hvad er det han hedder? Bogart! Lad os sige det. Det var ham der spillede Murphy i den scene. Virginia spillede Virginia. Hold dig til kendsgerningerne. Hvorfor slog Virginia på sin mystiske ledsager og ikke Murphy? Det var meget mystisk. Baumgarten trak den nederste skuffe ud og fandt det han søgte – et lille glas og en mindre flaske whisky. Baumgarten følte det som havde han noget at fejre og smilte indadvendt som havde han pludselig fået en go’ ide. Den sorte bog og de mørke sider. Ja. Er blevet til et manuskript. Ja. – Javel. Den sorte bog indeholdt alle svar på alt hvad du kan spørge om, alt hvad du kan forestille dig. Sådan. Alt hvad du kan tænke dig. Baumgarten førte det lille glas der var fyldt til randen med en gylden væske op under næsen og snusede stille indad. Ahhh, brummede han og tog den første lille slurk. Det var over midnat da Baumgarten i sin bil svingede ud fra parkeringspladsen og tavs kørte hjem. Først troede han ikke på det. Han havde godt hørt det omtalt. Folk blev tossede og paraniode. Blue fik en tosset nedtur og forsvandt. Murphy fik forfølgesesvanvid og trak sig tilbage fordi han kedede sig og ville tage tid til at tænke godt over sagerne som de stod i øjeblikket. Baumgarten vidste at Murphy muligvis ville hævne sig og sikkert vende tilbage senere. Det kunne Murphy godt forestille sig. Blue regnede han ikke med at se mere. Nevøen var også ude af billedet. Baumgarten krydsede Second Ave. og – da det så småt begyndte at regne og asfalten blev våd. Der lød to små plim, plim som fra en pistolmand i en bil, der lige var kørt op på siden af Baumgarten der holdt og ventede på grønt lys og der sank han sammen og spillede død. Det regnede. Så var der gjort rent bord.

 

 

Men hva’ med den brune bog – Lorte-rapporten? Er den blevet til et manuskript!? Jeeezz. Manuskriptet der kunne skrive alle manuskripter. Aldrig ville der blive brug for noget andet manuskript! Den der holder manuskriptet i sine hænder kan få alle sine drømme opfyldt. Uhud. Det var virkelig meget mystisk. Men hvor er det henne? Hvem ved hvor det er? Hvor er manuskriptet at se? Som ved et trylle trick er det borte! Og hvad med alle abrikoserne? Murphy var sluppet af med Bogen om PerlePorten- orten, Sorteper var givet videre, men hvem sad med den? Jeg skulle blande mig udenom! Javel, sagde jeg, er det ikke det man gør? Han så fjoget og dum ud, som han sad der helt tom i hovedet. Men det var der ingen der kunne se for Baumgarten var alene på sit kontor. Murphy var fri igen, følte sig blank og parat til noget nyt og nyt. Jeg gør tit rent inde på Baumgartens kontor. Vasker af og tømmer hans askebægre. Jeg ved hvor han gemmer sine nøgler. 12. En ny generation. Sagde jeg det ikke! En ny, ny generation som på gummisko. Murphy kunne ikke lide at læse i den blå bog, men nøjedes med at studere Blues tegninger. Hvor mon han har kedet sig.? Gab! Det er ikke alt der er lige morsomt at læse, tænkte Murphy.

 

 

The Browne Book. Bind 2. Brooklyn Trilogien Papegøjen og Bæstet af Poul Goldschadt