Piaget

Piaget

For så vidt vi indgår i interpersonelle relationer dannes der konstant betydning, der regulerer deltagernes handlinger. Genstanden for undervisningen er således mere præcist de sæt af ìregler til at tænke verden iî der udvikles i forløbet.? Vi kan tale om om åbning af en psykologisk diskurs. Der udvikles ganske enkelt et nyt sprog. Man lærer at tænke psykologisk. Virkeligheden læses fremover over gennem nyligt tilegnede teorierkonstruktionssystemer af begreber og fortolkninger af sig selv og af sine medmennesker – aksen selv-andre. Virkeligheden, det reelle tænkes set gennem skabeloner, mønstre,?? Z variable skema, billeder, diagrammer, symboler og metaforer, som samtidigt skabes og læses ind i omverdenen. Det gælder iflg. Kelly den enkeltes psykiske processer og de måder og metoder, adfærd, der kanaliserer den enkeltes foregribelse af hændelser og egne handlinger.

Interesserede sig for barnets konstruktion af virkeligheden. Barnet har nogle skemaer, kategoristrukturer i hovedet, som gør at det kan sanse og opfatte med mening. Med udgang i tidlige reflekser dannes ifølge Piaget et kognitivt skema, en mental konstruktion, en struktur, som en model for adfærd i sammenlignelige omstændigheder. Kognitive strukturer som rummer dele af den viden et individ på et givent tidspunkt er i besiddelse af, og som samordnes med andre skemaer, hvorved mere omfattende generaliserede og differentierede skemakonstruktioner og strukturer opstår.Tidlige reflekser danner et skema, en mental struktur, en model for adfærd i sammenlignelige omstændigheder. Logisk tænkning opfattes som internaliseret handling, operation, som kan gøres reversible og samordnes med andre operationelle strukturer. Intelligens ses hos Piaget som et udviklingsbegreb (ikke test-psykologiens medfødte intelligens).

1. sensomotoriske o – 2 år, menneskets natur: at komme autistisk til verdenen præget af objektkonstans (bold udenfor synsfelt) Barnets svarer til primitive kulturer. Forsinket imitation markerer slutningen af fasen, genstande indgår i handlinger.

Stadiet for reflekserne eller de nedarvede adfærdsformer, som også er stadiet for de første instinktive (nærings-) tendenser og de første emotioner.
Stadiet for de første motoridske vaner og de første organiserede perceptioner, som også er de første differentierede følelsers stadium.
Stadiet for den senso-motoriske eller praktiske (førsproglige) intelligens, sdom også er det stadium, hvor barnet foretager elementær tilpasning af sine følelser og giver disse deres første ydre tilknytninger.
Disse tre stadier udgør spædbarnsperioden (som strækker sig indtil 1 1/2 – 2 års alderen, dvs. går forud for udviling af sprog og tænkning.

2. præ-oprerationelle 2 – 7 år, tænke på indre plan, opfatter konkret, strukturoverensstemmelse, vand fra høj til flad skål, lærer masse og rumfang, ikke bare overflade, men dybere konstanter. Operationsstruktur mangler.
Stadiet for den intuitive intelligens og de spontane inter-individuelle følelser, hvor de sociale selationer præges af underkastelse under de voksne ( fra 2 til 7 år eller anden del af ìden tidlige barndomî).

3. konkret-oprationelle 7- 11 år, prøver sig frem, tænke logisk konkret, gentager handlinger inden i hovedet, internaliseret handling.
Stadiet for de konkrete intellektuelle operationer (den logiske tænknings begyndelse), som også er stadiet for de etisk-sociale samarbejdsfølelser ( 7 til 11 – 12 år).

4. formelt-operationelle 11 – 15 år, hvor man kan følge en konkret plan.
Stadiet for de abstrakte, intellektuelle operationer, som også er det stadium, hvor personligheden udformes og hvor barnet affektivt og intellektuelt træder ind i voksenverdenen (de unge år). (Piaget:Barnets psykiske udvikling side 9)

Fra Piagets epistemologisk individ-orientering, omkring indlæring som en reception af faktisk viden eller information, har man i de senere år vendt sig mod det interpersonelle kontinium og genstandsområde, mod læreprocesser – deltagelse i sociale handlinger, med vægt på hele personen betragtet som en gensidig konstituering af agent (aktør), aktivitet (handling) og social omverden. Der fokuseres på processens evne til social/historisk transformation og mere specifikt fokus på de skiftende relationer mellem procesdeltagerne i en forandret social praksis (eks. udskiftning af de ældre)

Piaget var som Freud og Erikson rekapitulationstænker (men var dog modstander af deres ìbiologiske modningî). Piaget interesserede sig for det erkendelsesmæssige og udviklingsmæssige hos barnet. Ikke for barnets skyld, men for at bruge barnet som tænkemodel.

For ikke at falde for “strukturel determinisme” har man til assimilering/akkomodationsprocesserne knyttet begrebet “intentionalitet”, som betegnelse for en persons vedvarende strøm af reflektive momenter af engagement og social konteks – en vedvarende strøm udvidet til at omfatte udviklingsbaner for deltagelse – udvikling af et selv og identitet. Piaget får ikke fat i “sproget”, i miljøets påvirkning og mangler interesse for barnets egen motivation og interesse. Får isoleret tænkningen fra resten af livet. Der bør i dag tænkes “domæne specifikt”, ikke som hos Piaget, hvor tænkning gennemløber faser. Problemløsning er domæne specifik og det kræver en vidensbase. Der kræves en vidensbase og ikke bare formelle regler, sociologiske faktorer spiller naturligvis ind. Sprogligt – et ords betrydning er afhængig af diskurs kommuner. Det betyder at subjektet og omverdenen ignoreres hos Piaget, og der sættes skel mellem noget ydre og indre – viden oplagres i rygmarven, som en svamp der absorberer vand!