Memetics & Metode

Memetics – begreber, modeller, konstruktioner, skemaer, objekter og ting 

Et metodologisk genstandsfelt præsenteres med inspiration fra udviklingspsykologien, psykoanalysen, den kognitive psykologi, sociologien, antropologien, den eksistentielle-fænomenologiske psykologi, den transpersonlige neuro-psykologi.

Gennemgående metafor: den Hegelske journalistiske morgenbøn, det kognitive kludetæppe. Analytikeren betragtes med en metafor fra Leibniz og Serres, som en “kybernetiker”, “skibsfører”, der navigerer på fortsat ekskurtion og objektsøgning mellem forskellige videnskabelige kontinenter, retninger og skoler, som i et øhav. Vandvejene, verdenslitteraturen, medierne og nu også Internet som “amniotisk kommunikation “.

Freud opfattede sig, som en opdagelsesrejsende, ikke en videnskabsmand, en observatør, ikke en eksperimentator, ikke en tænker – men en “qonquistador”, en eventyrer med nysgerrighed, dristighed og sejhed. Freud identificerede sig med Ødipus, der løste sfinxens gåde. Cromwell, Fritjof Nansen den danske polarforsker, Hannibal der søgte at styrte Rom, Moses der førte folket til det forjættede land.

Altså, vi bevæger os som vore dages kybermetikere analytisk/skematisk ind i et i tid og rum ind- og udfoldet ukendt fysisk/biologisk territorie og mentalt, imaginært kontinium, (e.g. selv-andre/kollektivet: betragtet algebraisk/metaforisk mytisk, beholder/indhold) som ustruktureret mangfoldighed, sort mængde, der indeholder objekter, elementer og adfærd, sprog, der indgår i objektrelationer, freudianske katekseringer og/eller operationer i forskellige typer af ordnede strukturer.

Opgaven går således ud på, på sofistikeret eklektisk vis at f’inde ‘memer”, genkommende strukturer, isomorfi i symboler og tegn, fortællinger og historier i det fæmenologisk observerede materiale. Ved at lægge skemaer, modeller, systemkonstruktioner over på fænomener, objekter, adfærd, sociale hændelser, findes en strukturel betydning i de mængder af billeder, signifiant-kæder, elementpåvirkninger og indtryk man udsættes for.

Form/beholder og stof/indhold veksler i det store og det små, design inde i design inde i design. Vi abducerer, inducerer og deducerer, differentierer og sammenligner strukturer i de forskellige mængder. Man applikerer, finder mere isomorfi, flere forskelle og ligheder, deler yderligere op i indre/ydre, selv/andre, herre/træl hierarkiske relationsstrukturer – and what have you.

Et teknisk eklektisk kognitivt patch-work emergerer under bestandig forandring. Hjernen som et “memetisk leksikon” i konstant opdatering. Ind- og udslusning af ikke længere nødvendige skemaer. Vi studerer strukturerende strukturer, der strukturerer strukturer. Forhold der forholder sig til andre forhold. Betingelser der former betingelser. 

Metoden – en slags “sammenlignende irrationalitet” – “komparativ videnskab” – lænestolstanken, der bøjer sig bagud for i spring at fange nuet i dets tilblivelse. Mødet mellem det genkendte og genkaldte. Hjerne og bevidsthed.

Det betyder at som Qonquistador, eventyrer, “forsker/analytiker” udi psykologiens verden, må man på egen hånd bevæge sigrundt til de forskellige domæner af retninger og skoler, og orientere orientere sig (mere eller mindre dybt), finde ligheder/forskelle i det væsentlige, finde topologi og topografi, udfærdige arbejdsmodeller, begreber og systemkonstruktioner, studere mønstre og kort over det levede liv og det værendes væren. Merlins lærlinge. Alt sammen for at finde mening og sammenhæng, når virkeligheden, det reelt værende mere eller mindre tilfældigt bryder ind som kaotisk nødvendighed, og truer den en gang etablerede orden og harmoni, homeostasen truet af nye muligheder. Fæmenologisk oplevet som krænkelser i subjektets selvfornemmelser, når såvel den bevidste som ubevidste overlevelsesstrategi svigter.

Udgangspunkt og genstandsfelt er i denne sammenhæng individets, den enkeltes kognitive konstruktioner af sig selv og sine andre set i evolutionært perspektiv. Tilblivelsen af det enkelte menneskes kognitive udrustning, mentale konstruktionssystem, kognitive kludetæppe af billeder, scenarier, skemaer, begreber og fortolkninger af sig selv og af sine medmennesker, det sociale og fysiske – and what have you.

Det drejer sig om forudsætningerne for dannelsen af et selv, selvbevidsthed, selverkendelse og selvaktualisering, personlig udvikling, udviklingsstier, reaktion og retning. Selvets epigenetiske tilblivelse og fænotypiske kloning. Det drejer sig om “selvet og de andre”, om interpersonelle relationer og operationer, de udviklingsmæssige opvækstbetingelser som børnehave, skoler, lærepladser, undervisning og kultur mv. – kort og godt, det sociale tilknytningsrum. Rummet for den ligitime periferiske deltagelse, generationsskifte, overlevering af kultur og tradition (i fæmenelogisk forandring).

Virkeligheden, den omvendte black-box, betragtes ikke kun som byrde, trussel om krænkelse, blokering i kraft af nødvendighedernes magt. Men også som ressource, dvs. som ophav, som videnskilde over hovedet.

Det betyder at verden forstås, ses gennem “memer” – skabeloner, mønstre, variable skema, construct, COEX, design, arketype, begreber, metaforer og myter, tidsskemaer (noget kommer før noget andet, verbernes tid som operatorer, historisk og logisk, hieararkisk ophævelse, tidsplan, projekt, erfaring, pirring, objektrelation, kateks, som samtidig skabes og derefter trækkes ned over verdenen.

Piagets kognitive skemaer og disse udvikling, Freuds “psykoanalyses traumer”, Jungs “analytiske psykologis komplekser”, Eriksons “epigenetiske princip”, Kellys “psykologi om de personlige konstruktioner” og Grofs COEX og Principia Cybernetica, Memetics – ja, der kan nævnes mange flere eksempler betragtes som eksempler på omfattende personlige topografiske konstruktionssystemer over den menneskelige psykes udvikling. Jeget og selvets emergens, hvor de enkelte psykologer/forskere konstruerer begreber, afdækker sammenhæng, søger mening om det reelle, virkeligheden, de sociale bånd, om psyken, det ubevidste. 

Det er livsnødvendigt at danne viden, afdække sammenhæng, danne mening af det kaotiske – ved at gøre sig selv, de andre og verden begribelig og forudgribelig.

Freud skriver således i “Tre afhændlinger om seksualteorien” om størrelsen “trangen til viden”: “I barnets anale fase optræder begndelsen til den aktivitet, som man tilskriver en drift til at vide og udforske. (…) Det er ikke teoretiske, men praktiske interesser, der sætter forskervirksomhedens mekanisme i gang hos barnet. Trusler mod dets eksistensbetingelser, frygt for tab af omsorg og kærlighed, gør barnet eftertænksomt og skarpsindigt”.