Habermas

Sociologien (som videnskab) er selv produkt af fornuftens opsplitning – leder efter det sociale bånd der holder skidtet samen. Habermas peger på
to retninger: systemintegrationen, systemets voksende kompleksitet, iagttagerperspektiv overfor et deltager perspektiv, et hermeneutisk orientering.

 

INDREYDRE
INDIVIDIntentioneltAdfærd
KOLLEKTIVTKollektivt rum

Livsverden

Socialt rum

System

Det tidligere religiøse verdensbillede deles fra Kant i tre momenter, der kun holdes sammen formalt, dvs, i den argumentative begrundelses form; kirken bestemte hvad der var videnskab og hvad var kætteri.

Naturvidenskaben kom til med sin metode og undergrevede kirkens verdensbillede fra den empiriske side – filosofien kom til og undergravede den fra den rationelle side  Deles i synspunkter knyttet til sandheden, den normative rigtighed, autenciteten eller skønheden; deles som erkendelsesspørgsmål, retfærdighedsspørgsmål, og som smagsspørgsmål.

Med oplysningstænkningen sker en opløsning af det trad (religiøse/monistiske) fornuftsbegreb, som så denne som en enhed understøttet og legitimeret af religiøse verdensbilleder.

Med Kant sker en tredeling med hver sin institution og gyldighedssfære.

Habermas om tre vidensformer (kind of knowledge) tre erkendelsesinteresser (type of human interest). Der er flere former for erkendelse: “den naturvidenskabelige”, “den humanistiske”, “den socialvidenskabelige”, der atter svarer til bestemte interesser i “naturbeherskelse”, “indbyrdes forståelse”, emancipation”.

  • til den kognitive-instrumentelle forstands/rationalitet svarer institutionen
    videnskab og spørgsmålet efter sandhed. (empirisk-induktiv)
  • til den moralsk-praktiske rationalitet svarer institutionenret/moral og
    spørgsmålet og retfærdighed (det gode) /rationel-deduktiv
  • endelig er der den æstetisk/ekspressive rationalitet forbundet med
    kunsten og spørgsmålet om autenticitet/det smukke. (kontemplativ).

De kulturelle handlingssystemer der modsvarer disse tre sfærer institutionaliseres i “videnskaelige diskurser”, “moral og retsteoretiske undersøgelser”, og “kunstproduktion og kunstkritik ” – vel at mærke alenesom spørsmål for eksperter og fagfolk. De tre sfærer får en intern historie i form af læreprocesser. Desværre sker dette uden tilknytning til de brede masser – eksperterne alienerer publikum, der skabes afstand mellem lavere og højere former for litteraritet. De nye eksperter synes nu omendt at true den mere traditionsbundne livsverden, der forarmes og umyndiggøres. Ingen interesse kan stå alene, der skal tænkes i alle tre sfærer. Alle felter – hele vejen rundt!

Fortolkende

Hermeneutisk

Monologisk

Empiri. Positivisme

Bevidsthed

Symptomalogi

Form

Neurologi

INDIVIDFreud

Jung

Piaget

Pavlov/Watson/Skinner

Locke

Adfærd/kognition

KOLLEKTIVTKuhn

Dilthey

Bergser

Weber

Gadamer

Systemteori

Parsons

Comte

Marx

Lenski

FUNDERINGSubjektivObjektiv
INDIVIDSandsynlig

Ærlighed

Integritet

Tillidsfuldt

Sandhed

Korrespondance

Repræsentation

Proportionel

KOLLEKTIVTRetfærd

Kulturel Sammenhæng

Gensidig forståelse

Funktionelt fit

Strukturelt

Funktionelt

InterpersonligtInterobjektivt
System og livsverden? System defineres som en række enheder der er selvregulerende for så vidt disse ikke kan sammenlignes med menneskelige handlinger styret af bevidste intentioner.I økonomisk forstand kan det globale marked betragtes som et selvstændiggjort system med sin egen lovmæssighed. økonomien er selvstændiggjort som et selvregulerende system hvor pengene er styringsmedium, det regulere systemets udvekslingsprocesser. Systemet skal for at overleve som system reducere enhver truende indflydelse på sine mål. Søge at påvirke muligheder og trusler i sin omverden således at denne i størst muligt omfang svarer til systemets egen værdi.

Systemet producerer selv sine modproduktioner, som den bagefter opsluger og styrkes af. Marcuse: Repressiv tolerance. Systemet udgør det latente niveau, kendetegnet ved at rumme de mekanismer, der i det daglige er skjulte for aktørerne og som er præget at modsætninger og konflikter mellem interessegrupper/ de tre vidensformers institutionaliserings historie.

Det globale videns, kommunikations og markedssystem kan betragtes, som en organisationsmæssig elektronisk/biokemisk totalitet og hukommelse, der påvirker/påvirkes og søger at kontrollere sine elementer – produktionsanlæg, distribution, lede og motivere medarbejdere (membotter og memoider) og forbrugere gennem kommunikation, internt i de enkelte dele/organisationer som eksternt gennem virksomhedernes reklame og markedskommunikation, fra plakater til Internet.

Gennem information og kommunikation søger systemet at påvirke sine dele – afsætningsækonomiske målgrupper, økonomiske flow, politiske og materielle ressourcer, køb og salg og cirkus af materielle og immaterielle goder, bevidsthedsprodukter og kulturelle livssammenhæng osv. for så vidt disse fungerer som mem.agn, som attraktoriske elementer forstærker og/eller svækker systemets indbyggede vækstenerti og satifieringsimperativer, homeostase under forandring. Systemets bærere og prægere er livsverdenens aktører – menneskene. Der involutionært forvaltningsmæssigt forsvarligt tilbydes forskrifter på livssammenhæng og oplevelser.

Den enkeltes livsverden deformeres i og med systemet på grunbd af dets vækstenerti mere eller mindre kynisk og spekulativt koloniserer livsverdenens kulturelle livssammenhæng, manipulerer med behov og ønsker/motiver, effektive infektionsstraetgier, former smag og præferencer. De parlamentarisk politiske kompromiser mellem økonomi og borger/forbruger kommer i stand som krisestyring af det privatkapitalistiske økonomiske system. Penge og magt forankers som medier i livsverdenen og institutionaliseres gennem retsstaten. Det statslige politisk-administrative system forvalter udvekslingen mellem system og livsverden gennem pengeudveksling og politisk magt. Beskytter individet mod ekstrem udbytning og undertrykkelse, men forsvarer i sidste instans systemets grundlæggende relationer, ejendomsretten og ledelsesretten. Det politisk/bureaukratiske administration og det markedsøkonomiske system griber afgørende ind i den enkelte og denne andres livsverdens handlingsområder – skaber der kriser og uligevægt, som søges omstillet og omsat til systemintegrative mekanismer. Hvert tiltag til frigørelse afvæbnes gennem fordummelses processer, produktionen af memoider, nyttige idioter.

Det betyder at systemet vækstenerti trænger ind på områderne kulturel (re)produktion, social integration og socialisation, skolegang.

Griber totalt ind i den enkeltes livsverden og identitet, bestemmer udfoldelsesmuligheder og retning. Iscenesættelse af miljø, tilbyder totale livssammenhæng, Den traditionelle borgerlige livsverden og det moderne verdensbillede angribes i selve de kommunikative infrastrukturer.

Markedskommunikationen bliver den kraftige systemintegrerende mekanisme og pengene det styringsmiddel der får systemet til at bevæge sig i den ønskede retning. Magten over WWW. Alterativet: det åbne samfund, det gennemsigtige samfund. Organisationer med åbne regnskaber, til offentlig diskusion.

Markedsøkonomien omsætter og ophæver de taktiske ideologiske udtryk i et diffust markedskræfternes frie spil. Politisk var man tidligere styret af ideologi, nu den instumentale forstands pragmatisme, situationisme og populisme. Venden sig mod det operationelle, pragmatiske. Hensynet til samfundet, læs organisationerne går forud for individets velfærd. Den instrumentale forstands diktatur. Socialpartnerillusionen emergerer.

 

Kultur

Kultur defineres flosset som mem-beholdere af tradition og fornyelse af kulturel viden, der står en gruppe eller et samfund (socialt responsorium) til? rådighed på et bestemt tidspunkt. Kulturen giver den enelte mening, gestalter mening i tilværelsen. Livsverdenen med jeg og vi-sprog og tilhørende rollespil. Kultur begrebet spænder over kunstværker, elektronisk fascination, bevidsthedstilstande, trance og narkose, det transpersonlige og totaliteten af hele livsmåder.

Men mere præcist som de processer hvorigennem? – mem-kloning -? vi skaber vores sociale erfaring og sociale relationer, forestillinger om verden og os selv, som betydningssystem, dvs. produktion, reproduktion, og distribution af mening og betydning i et samfund. Kulturbegrebet er dermed ikke et sæt af faste, givne, stabile størrelser, men tolkes som en kommunikativ proces, formidling, oplysning, situerede lærepladser, samtalen i gruppen, hvorigennem betydning til stadighed må produceres og distribueres for at skabe mening. Det fælles æstetiske og følelsesmæssige modsat den instrumentelle forstands civilisatoriske system. Afmytologiseringen slår om i forstandsimmunitet, slår om i ny mytologi – den instrumentelles forstands rationalitet, der i postmoderniteten gennemtrænger forholdet til såvel naturen som individ og læringsprocesserne.

Tilegnelsen af de borgerlige frihedsidealer: frihed, autonomi, og stærk jegidentitet men? den tidlige Franfurterskole (Horkheimer, Adorno, Fromm gennem deres Freud læsninger) afviger fra denne Hegelske historieoptimisme og ser i stedet den forvaltede verden, individer dresseret. Hegels totaliteten er sandheden omsættes til en skrækvision, den samfundsmæssige totalitet er usand. Habermas mener at H og A i deres ìOplysningens dialektikî, opgiver skolens intentioner – det socialpsykologiske forskningsprogram til fordel for historiefilosofi og kulturkritik. Intet kritisk restpotentiale, intet normativt grundlag, som der kan argumenteres rationelt på.

Kulturanalysen må undgås at bindes til en latent historiefilosofisk ramme (Som H og A), til et klassisk myndigheds og autonomibegreb,for hvem der er tale om en forfaldsproces, der ikke står til at redde.

Det postmoderne, modernitet i evolutionær og emancipatorisk projekt kræver fornyet frigørelse fra den instrumentale forstands mytologiserede fornuftskonstitutioner, nye identiter og socialkarakterer. Jvf. De eksistentielle patalogiers ideologiske angst og sorg over tabet
 af subjekt og fornuft – rester fra bålet. Den vestlige fornufts tradition forstået som tilpasning, borgerlig dannelse, herretænkning, fyrstespejle, kulturdressur. Løgnen om den kontrollerede frisættelse.

Viden er sat lig den instrumentale forstands magt, den videnskabelige – læs naturvidenskabelige – sandhed betragtes fortsat som en højere og neutral værdi.

Der er ingen mening i menneskelig lidelse, eftersom de vilkår der producerer ubehaget ikke er nødvendige. Opgøret med Frenkfurterskolens/Freudspessimisme og skrækvisioner. Jvf. Marcuse “represiv tolerance”.

Memoids.

 

Tilbage

til menu