Læreår

Læreår

Betydningsdannelse og læring ses i denne sammenhæng som en situeret aktivitet, hvor nye (slægt) deltagere erhverver sig viden og evner til senere at deltage fuldt og modent i de sociokulturelle aktiviteter, tradere dvs. overlevere. En slags “learning by doing”, men med vægt på det situerede (etnometodologiske). Individets individuationsproces, læreprocessen fra barn til voksen, frem mod myndigt individ, er af social karakter, som emergerer – først som perifer deltagelse, siden med større grad af engagement og kompleksitet i den sociale og samfundsmæssige udvikling. Børns og unges “socialisering” kan ses som en bevægelse fra periferisk til moden/fuld deltagelse i det voksne liv gennem en række situerede læreprocesser og udviklingsbaner.

Udvikling, socialisering, læring og social tilpasning: etablering og opretholdelse af omverdenskontrol forgår gennem oprettelse og opretholdelse af ligevægt (homeostase). Drivkraften for tilpasningsprocesseen er altid behov. Et behov eller interesse foreligger når noget udenfor eller idenfor os selv (legemligt eller psykisk) ændres og adfærden må tilpasses i overensstemmelse med denne ændring. Ligevægtsprocessen sker gennem adaption som har to aspekter: assimilering, hvor omverdenen inkorporeres i, tilpasses til individets egen aktivitet, de dannede strukturer og accomodation, hvor de allerede dannede strukturer tilpasses de ydre genstand .

Situeret læring er indlysende nok afhængig af den betydningskontekst den sociale situation åbner op for. Der er ingen aktivitet, som ikke er situeret. Vi befinder os som monader placeret, indlagt i et socialt netværk lokaliseret i tid og sted. Et netværk, der involverer andre personer og disses netværk (hjemmet, skolen, forvaltning, samfund som sådan mv.) Der er tale om individspecifikke felter eller domæner, der dels udgør og beskriver/begrænser individets ressourcer og dels samtidig udgør de samfundsmæssige strukturer, der sætter nødvendige grænser for individets udfoldelsesmuligheder og for ændringer i det mellemmenneskelige samspil. Det betyder at vedkommende kan udvikler sig, forandre sig, blive en ny person, anderledes person med hensyn til mulighederne, som dette system af relationer tilbyder. Personens ændrede relationer gør at han bliver gradvist til “fuldt” socialt medlem og derigennem erhverver sin autonomi og ideNtitet.

Det betyder at identitet, viden og socialt tilhørsmedlemskab betinger hinanden. Dannelsen af et selv, en personlig identitet – sker under denne synsvinkel ved “kloning “, i betydningen at personen involveres/lader sig involvere i nye handlinger, nye funktioner, nye forståelser, som ikke eksisterer i et vakuum. Men som situerede dele af større systemer af relationer mellem netværk, der emergerer indenfor den samfundsmæssige sammenhæng.

Situeret læring anvendes her i betydningen en proces, hvor individer i en gruppe og gennem gruppens praksis, udvikler sig sammen under de givne betingelser. Betingelserne skal ændres under de givne betingelser. Aktivitet, betydning og begrebsdannelse sker i situerede sammenhæng. Det vi ved, kan og tror udgør en i hjernen indlagt “kognitiv struktur ” og undervisningen går ud på i fællesskab at formændre hjernens konstruktionssystem. Genstanden er bevidstheden om følelser og deres emergens i den sociale interaktion. (Emotional imtelligence: Goleman)

Vel at mærke ikke i form af en successiv tilføjende læreproces, men udslukning, opfrysning af ikke-længere hensigtsmæssige konstruktioner. Fejlagtig viden erstattes af korrekt (månen er ikke lavet af ost) – ideosynkrasiers grund afdækkes og sympatier omdirigeres (alle fremmedarbejdere er ikke nødvendigvis muslimske samfundsnassere). Er der sammenhæng mellem det tænkte og det gjorte, eller er der modsigelser og modstand mod ny viden og oplevelsen af ændring? Det gælder udviklingen af relationer mellem personer og disses forandringer.

Det betyder at den enkelte må lave om på sig selv og det indebærer evt. afvisning, undgår bevidst eller ubevidst, fordrejer virkeligheden så den passer til forudsætninger, forudfattede meninger. Det sker gennem overvejelse, refleksion eller man prøver sig frem. Man opnår større forståelse, indsigt, kan rumme mere også følelsesmæssigt. Men samtidig indebærer akkomodationen uro og ubehag på det affektuelle niveau. Forsvarsmekanismer træder i funktion, for at bringe orden i kaos.

De læreprocesserne optræder simultant. Jeget kan betragtes som den organiserende instans, der systematiserer, integrerer, bringer sammenhæng i de læreprocesstrukturer vore oplevelser former. Jeget er “intentionelt “, i betydningen en fundamental relateret handling, hvorigennem bevidstheden rækker ud, folder sig ud i omgivelserne, for at bringe disse tilbage til selvet, fortolket, som ting med betydning. Intentionalitet og Piagets “adaption ” svarer lidt til hinanden. Jegets bevidsthed og omverdenen er simultane og udelelige størrelser.

Vi kender altså kun til verden gennem vores bevidste relationer, assimilering og akkomodation, intentionalitet. Hvis verden præsenterer mig for noget nyt, kan jeg identificere tingen gennem ligheder og forskelle. På den måde folder min nye fortolkning sig ind i min tidligere, og omvendt mine tidligere fortolkninger udfolder, lægger sig ind i den nye ting, og de gennemgår derved en rekonstruktion i lyset af den nye ting.

Læreprocesserne er interpersonelle. Betydningerne konstrueres sammen med andre. Vi er spejlende afhængige af andre opfattelser af verdenen og må dele verden op “som den ser ud for mig ” og “som den ser ud for andre “. Vi kan altså kun tilnærme os virkeligheden, vi får den ikke “rent “, men gennem egne slør og konstruktioner. Det betyder at vi samtidig også forvansker virkeligheden! Vi passer oplevelserne ind i egne billeder, diagrammer og metaforer. Vi er fordømmende og forudindtagede. Der er mulighed for fiksering, fastfrysning, selvbedrag, hvor bedraget er en “naturlig ” reaktion for at hindre subjektet i at fragmenteres, bryde sammen.

Læreprocesserne er ikke altid lystfyldte, men ledsages af angstfornemmelser. På den ene side kan man sagtens lære og forstå en masse psykologiske begreber og beskrivelser af patologisk adfærd, men “dissociativt ” vælges fra: det vedkommer ikke mig! Der er ting som bevidstheden “godt ved er rigtigt “, men som i fortolkningsøjeblikket udløser angstaffekter i selvet, og følelser og intellekt kobles fra hinanden.